Ansøgningsfrist 31-10-2023
Opslag: Pulje til opkvalificering af afskedigede medarbejdere inden for fiskeribranchen som følge af Brexit
Formålet er at bidrage til at afbøde de negative konsekvenser af Brexit-aftalen for fiskerierhvervet ved at hjælpe personer med tilknytning til fiskeerhvervet, som er blevet afskediget som følge af Brexit, med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. Der er afsat 16,1 mio. kr. til puljen.
Med Aftale om udmøntning af Brexit-reserve til fiskerisektoren af den 16. december 2021 blev det aftalt at afsætte midler til en pulje, der skal hjælpe afskedigede medarbejdere i fiskerisektoren med opkvalificering og jobrettede tiltag. Reserven er finansieret af EU’s Brexit-reserve.
Med puljen kan jobcentrene søge midler til en indsats for afskedigede medarbejdere i fiskeribranchen (fiskere, fiskeindustrien, fiskeprocesindustrien og følgeerhverv, som afhænger af fiskeindustrien, og som er direkte påvirkede af Brexit). Indsatsen kan også søges til afskedigede fra små virksomheder.
Målgruppe
Jobcentrene kan søge midler til en indsats for ledige afskedigede, medarbejdere fra fiskeribranchen, som har mistet deres arbejde som følge af Brexit, og som ikke har haft andet arbejde efterfølgende.
Målgruppen afgrænses, så tilbud skal være påbegyndt senest 6 måneder efter arbejdets ophør og et år efter, at personen er blevet ledig.
Formålet med puljen
Puljen skal bidrage til at afbøde de negative konsekvenser af Brexit-aftalen for fiskerierhvervet ved at hjælpe ledige med tilknytning til fiskeerhvervet, som er blevet afskediget som følge af Brexit, med at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Ansøgerkreds
Puljen kan søges af alle jobcentre.
Flere jobcentre har mulighed for at gå sammen om en ansøgning. Det vil i så fald være det jobcenter, som indsender ansøgningen, der bliver tilskudsansvarlig.
Projektperiode
Jobcentrene skal have sendt slutregnskab til STAR senest den 31. oktober 2023. Hvis ikke STAR har modtaget slutregnskabet inden for fristen, kan udgifterne ikke dækkes.
Projektets indsatsmodel
Puljemidlerne kan anvendes til:
- Arbejde med rådgivning og jobformidling, hvor jobcentrene fx formidler konkrete ledige stillinger til de ledige og arbejder med match mellem ledige og virksomheder.
- Jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger.
- Opkvalificering, herunder efter- og videreuddannelse i sammenlagt op til 8 uger. Tilskud til udgifter til opkvalificering er betinget af, at der er tale om opkvalificering inden for områder, hvor der er eller kan forventes mangel på arbejdskraft jf. STARs oversigt over jobmuligheder på det regionale arbejdsmarked, Arbejdsmarkedsbalancen, eller at der foreligger en skriftlig tilkendegivelse fra en arbejdsgiver om, at den afskedigede ansættes uden løntilskud efter opkvalificeringen.
Kriterier for tildeling af tilskud
Jobcentre kan modtage tilskud fra puljen, hvis ansøgningen overholder de rammer, som er opsat for puljen og under forudsætning af, at der fortsat er midler i puljen (først til mølle).
Dokumentation for direkte link til Brexit – Tro- og loveerklæring
Det er et krav fra EU, at det skal kunne dokumenteres, at der er et direkte link mellem Brexit og afskedigelserne.
Jobcenteret skal i ansøgningen vedlægge dokumentation for, at indsatsen rettes mod ledige, der er afskediget som følge af Brexit. Denne dokumentation skal indhentes fra den virksomhed, der har afskediget den/de ledige, som indsatsen skal gives til.
For at dokumentere at afskedigelserne har et link til Brexit, skal virksomhederne skrive under på en tro- og loveerklæring om, at dette er tilfældet, samt skrive en kort redegørelse til jobcentret for, hvordan konsekvenser af Brexit har betydet, at virksomheden har måtte afskedige pågældende medarbejder(e).
Tro og love-erklæringer fra virksomhedsejere skal journaliseres på jobcenterets sag. På ansøgningsskemaet skriver jobcenteret under på, at relevante tro og love-erklæringer forefindes på jobcenterets sag.
Det vil være jobcentrene, som vurderer linket til Brexit på baggrund af dokumentation indhentet fra virksomhederne. STAR kontrollerer, at alle relevante poster er dokumenteret og udfyldt i forbindelse med ansøgningen til puljen.
Evaluering
STAR gennemfører en kort erfaringsopsamling efter projektperiodens udløb.
Tilskudsberettigede udgifter
Der kan søges om tilskud til følgende udgiftsposter:
- Løn til jobcentrets medarbejdere.
- Jobsøgningskurser i sammenlagt op til 2 uger.
- Opkvalificering, herunder efter og videreuddannelse i sammenlagt op til 8 uger.
- Øvrige projektrelevante udgifter i mindre omfang.
- Revision.
Der ydes ikke tilskud til indirekte udgifter (overhead) eller transport.
Udgifterne skal være rimelige og velbegrundede med afsæt i en konkret vurdering af, hvad der kræves for at implementere indsatsen.
Styrelsens budgetskabelon skal anvendes, og budgettet skal indeholde fyldestgørende noter til budgetposterne. I budgetskabelonen fremgår det, hvordan budgettet udfyldes korrekt med noter. Se evt. guide til budgetlægning på nedenstående side.
Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet
Forpligtelser ved deltagelse
At efterleve styrelsens retningslinjer vedrørende ansvar for databehandling, som findes på siden Vejledninger, retningslinjer og skabeloner til ansøgningspuljer på beskæftigelsesområdet (se link ovenover).
Der gælder særlige krav til dokumentation og vedrørende frister (jf. øvrige afsnit).
Jobcentre, som modtager støtte fra puljen, skal opbevare bilag i en periode på 5 år efter fristen for indgivelse af ansøgningen om et finansielt bidrag fra reserven, dvs. indtil tidligst d. 30. september 2029 jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1755 af 6. oktober 2021, artikel 14, stk. 3, litra g.
Krav til regnskab og dokumentation for at udgifter er afholdt og betalt
Der stilles krav om indsendelse af endeligt regnskab for hele projektperioden senest den 31. oktober 2023. Hvis ikke STAR har modtaget slutregnskabet inden for fristen, kan udgifterne ikke dækkes.
Jobcentrene skal registrere antal timer, der er anvendt til indsatsen, og antallet af timer skal fremgå af regnskabet, hvor funktion og lønsats ligeledes skal angives.
Jobcentrene skal vedlægge faktura for de afholdte udgifter til jobsøgningskurser og opkvalificeringsforløb, når regnskabet sendes til STAR.
Det er ikke tilladt at få støtte fra flere kilder til samme udgiftspost (dobbeltfinansiering).
Revision
Afhængig af tilskuddets størrelse skal det endelige regnskab enten være revisorpåtegnet regnskab (ved tilskud på over 500.000 kr.) eller ledelsespåtegnet (ved tilskud under 500.000 kr.).
Regnskabet skal modsvares af udgiftsposterne i det godkendte budget. Nedenstående budget- og regnskabsskabelon skal anvendes ved indsendelse af regnskaber.
Frister for indsendelse af regnskaber vil fremgå af tilsagnsbrevene.
Udbetaling
Tilskuddet vil blive udbetalt bagudrettet på baggrund af de indsendte slutregn-skaber som er fremsendt inden for den fastsatte tidsfrist.
Ansøgningsfrist og praktiske oplysninger
Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering via styrelsens Tilskudsportal. Bemærk dog, at slutregnskab (inkl. revisorpåtegning ved tilskud på over 500.000 Kr.) skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest tirsdag den 31. oktober 2023 kl. 12.00. Ansøgninger, der sendes efter dette tidspunkt, vil blive afvist.
Tilskudsportalen til puljeansøgninger
Der indsendes som udgangspunkt kun et samlet ansøgningsskema, som angiver forventede udgifter til alle støttemodtagere. Tro- og loveerklæringer skal journaliseres på jobcentrets sag og ikke indsendes til STAR. STAR har udarbejdet en tro- og loveerklæring, som jobcentrene kan bruge som dokumentation for link til Brexit.
Der kan forventes svar på ansøgningen [inden for 14 dage].
Slutregnskab (inkl. revisorpåtegning ved tilskud på over 500.000 Kr.) skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering via styrelsens Tilskudsportal senest tirsdag den 31. oktober 2023.
Spørgsmål kan stilles til Nathalie Nyholm Olsen pr. e-mail nno@star.dk.
Ved indsendelse af ansøgninger skal følgende skabeloner anvendes:
Budgetskema og regnskabsskema (Excel)
Trin i processen for ansøgning om tilskud
Processen kan kort opsummeres som følgende, jf. øvrige punkter:
- Jobcentrene identificerer personer inden for målgruppen (link til Brexit) og relevante indsatser som kan dækkes af tilskuddet
- Jobcentrene indsender ansøgning om tilskud. Der kan forventes svar på ansøgningen inden for 14 dage.
- Aktiviteter finansieret af puljen igangsættes og afregnes inden slutregnskab indseendes.
- Jobcentrene indsender anmodning om udbetaling og slutregnskab til STAR senest den 31. oktober 2023. Der kan forventes svar på udbetalingsanmodningen inden for 21 dage.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål og svar til puljen, hvor puljens indhold uddybes/specificeres vil blive offentliggjort på denne side.
-
02-05-2023
Målgruppen afgrænses, så tilbud skal være påbegyndt senest 6 måneder efter arbejdets ophør og et år efter, at personen er blevet omfattet af en af målgrupperne i § 6, nr. 1-3 eller 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (dvs. dag-pengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere eller selvforsørgende). Indsatsen omfatter afskedigede medarbejdere på tværs af fiskeribranchen. Det vil sige både fiskere, fiskeindustrien, fiskeprocesindustrien og følgeerhverv, som grundet deres karakter er blevet påvirket af Brexit-aftalen på fiskeriområdet.
-
02-05-2023
Indsatser under puljen skal være afsluttet og afregnet den 31. oktober 2023. Det betyder fx, at opkvalificeringsforløb af 8 ugers varighed senest kan påbegyndes 1. september 2023.
-
03-05-2023
Jobcentre kan søge tilskud til igangværende og gennemførte indsatser tilbage fra 1. januar 2020, såfremt indsatserne lever op til puljens betingelser og dokumentationskrav.
-
09-05-2023
Følgende er eksempler på, hvad der kan udgøre et direkte link til Brexit-aftalen. Listen er ikke udtømmende, og det vil være nødvendigt med en konkret vurdering af de enkelte tilfælde:
- Afskedigelser pga. omsætningstab i fiskeribranchen, der skyldes faldende forsyning forårsaget af danske fiskeres begrænsede adgang til norsk farvand som følge af brexit-aftalen.
- Afskedigelser pga. omsætningstab i fiskebranchen, der skyldes fal-dende forsyning forårsaget af nedgangen af EU-fiskeres landinger i Danmark af kvoter, der er reduceret som følge af brexit-aftalen.
- Afskedigelser pga. omsætningstab i fiskeribranchen, der skyldes brexit-påvirkede kvoter.
-
09-05-2023
Et jobcenter kan godt sende flere ansøgninger til puljen i løbet af ansøgningsperioden.