Spring til hovedindhold

Sanne

Sanne er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun blev ansat i STAR som nyuddannet i 2022, og inden da var hun studentermedhjælper i Arbejdstilsynet, der ligesom STAR hører under Beskæftigelsesministeriet.

Sanne er en del af Ledelsessekretariatet. Kontoret betjener styrelsens direktion, koordinerer større projekter på tværs af organisationen og har ansvaret for styrelsens interne og eksterne kommunikation.

Hvad er dine primære opgaver?

Det meste af min tid bruger jeg på at koordinere arbejdet med implementering af beskæftigelsesreformen – et arbejde der i sidste ende skal bidrage til at forbedre den danske beskæftigelsesindsats og få flere ledige i job.

Det kan fx handle om at skabe overblik over fremdriften i større reformprojekter på tværs af styrelsen. Det kan også være at hjælpe den interne styregruppe med at træffe beslutninger om projekternes udmøntning og implementering, og at de løftes til det politiske niveau, hvor der er behov. I den proces bruger jeg også tid på at gå i dialog med vores forskellige interessenter for at høre, hvad der optager dem, og hvordan de forholder sig til den politiske aftale bag reformen. 

Hvad er særligt spændende ved dit arbejde?

Der er mange ting, der er spændende. Det er en kompleks opgave at få de politiske intentioner bag reformen ud at leve i virkeligheden, men det er en vildt interessant udfordring. Det kræver stor faglig ekspertise at finde de gode løsninger, og vi samarbejder meget med både vores departement og de mange aktører, der er på området. Samarbejdet på tværs giver rigtig god mening, fordi man kan dele viden og indsigter med hinanden og blive klogere. Derfor føler jeg også, at der både er meget faglig og personlig udvikling i min rolle.

Arbejdet giver også en følelse af ansvar, fordi det har stor politisk bevågenhed, både blandt Folketingets partier og andre interessenter på området. Og så kommer løsningerne, som vi finder, til at påvirke mange millioner mennesker i det danske samfund. Vi arbejder op mod noget større, og det er enormt meningsfuldt.

Hvad giver dig arbejdsglæde i dagligdagen?

For mig giver det arbejdsglæde at have gode kollegaer, der støtter og hjælper hinanden i hverdagen. Det er et kendetegn for folk i STAR, at vi løfter i flok og skaber resultater i fællesskab.

Vi har også en uformel kultur, hvor man siger hej på gangene, uanset hvilken titel man har, og om man kender hinanden. Og så er der tit mulighed for at drikke en øl sammen til fredagsbaren eller lave andre sjove ting uden for arbejdstiden. Det faglige og det sociale hænger meget sammen for mig i forhold til arbejdsglæde. Det er vigtigt, at der er plads til begge dele.

Sidst opdateret: 05-01-2026