Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Tilskud til tandpleje

Personer, som får ydelser på niveau med uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, kan søge om tilskud til alle former for tandpleje.

Personer, som modtager ydelser på niveau med selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, kan søge om tilskud til alle former for tandpleje efter aktivlovens § 82 a.

Personer, der er 18 år til og med 24 år kan få tilskud til dækning af 100 pct. af deres udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Personer, der er 25 år til og med 29 år, og som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, men ikke danskbonus, eller uddannelseshjælp, men ikke aktivitetstillæg eller barselstillæg, kan få tilskud  til dækning af 100 pct. af deres udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Personer, der er 25 år eller derover, og som modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus, uddannelseshjælp og aktivitetstillæg eller barselstillæg samt andre ydelser efter loven svarende til kontanthjælpsniveau, kan få tilskud til dækning af 65 pct. af deres udgifter til tandpleje, som årligt overstiger en egenbetaling på 600 kr.

Ansøgeren

Ansøgeren skal modtage en ydelse svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelses, overgangsydelses, uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik.

Det gælder kontanthjælpsmodtagere, herunder modtagere af særlig hjælp efter lovens § 27 a, samt modtagere af revalideringsydelse, ressourceforløbsydelse og ledighedsydelse, som modtager den pågældende ydelse på kontanthjælpsniveau og i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage kontanthjælp.

Forhåndsgodkendelse

Kommunen skal som udgangspunkt ikke godkende behandlingen inden den udføres. Der kan ydes tilskud til alle former for tandpleje.

Behandlingsforløb, som samlet medfører udgifter på mere end 10.000 kr., skal dog forhåndsgodkendes af kommunen, som skal vurdere, om behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Kommunen skal dog yde tilskud i to måneder efter forhåndsgodkendelsen, også selvom ansøgeren ikke længere tilhører den gruppe, der er berettiget til tilskuddet, fx fordi vedkommende får et job.

Desuden skal kommunen forhåndsgodkende behandlingen, hvis ansøgeren ønsker at søge om hjælp efter aktivlovens § 82 til dækning af den del af udgiften, som eventuelt ikke dækkes af § 82 a eller af anden lovgivning, herunder egenbetalingen.

Ansøgning og mere information

Ansøgning om tilskud til tandpleje sendes til kommunen, som træffer afgørelse efter aktivlovens § 82 a, herunder om ansøgeren er omfattet af den berettigede personkreds. Kommunen har pligt til at vejlede borgerne om deres rettigheder og pligter efter den sociale lovgivning.

Kommunens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen inden 4 uger efter, at klageren har modtaget afgørelsen fra kommunen.

Sidst opdateret: 22-05-2023