Konteringsregler for 5.58.80 Revalidering
Denne funktion beskriver udgifter til revalidering.
Her registreres udgifter til revalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik.
Fra 2016 betyder en refusionsomlægning at refusionssatserne for forsørgelsesudgifterne fastsættes på baggrund af antallet af uger på offentlig forsørgelse. Refusionssatserne er fastsat til 80 pct. i de første fire uger, 40 pct. fra uge 5-26, 30 pct. fra uge 27-52 og 20 pct. fra uge 53.
Fra og med 1. januar 2016 har det ikke betydning for refusionssatsen, om der er tale om forsørgelse i aktive eller passive perioder, og forsørgelsesudgiften registreres derfor samlet.
Tilbage- og efterbetaling af hjælp vedr. perioden fra og med 1. januar 2016 registreres under den relevante ydelsesgruppering, og ikke på en særskilt tilbage- eller efterbetalingsgruppering.
Fra budget 2020 registreres løntilskud efter 1. januar 2016 på funktion 5.68.94. Løn til revalidender ansat med løntilskud under kommunale virksomheder, institutioner og forvaltninger m.v. registreres fra budget 2020 på funktion 5.68.95, hvor også løntilskuddet indtægtsføres.
Det bemærkes, at udgifter til kontanthjælp og engangshjælp efter § 25 a i lov om aktiv socialpolitik til personer under forrevalidering registreres særskilt på gruppering 011, funktion 5.57.73.
Driftsudgifter og indtægter ved virksomhedspraktik efter kapitel 14 og mentorstøtte efter kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats registreres på funktion 5.68.90. Fra budget 2020 registreres udgifter og indtægter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. samt befordringsgodtgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats på funktion 5.68.98.
Det bemærkes, at udgifter og indtægter vedrørende beskyttet beskæftigelse efter § 87 registreres på funktion 5.38.58, og at udgifter og indtægter vedrørende aktivitets- og samværstilbud efter § 88 registreres på funktion 5.38.59.
Det bemærkes endvidere, at udgifter til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse (tidligere integrationsydelse) under revalidering registreres på funktion 5.46.61.