Spring til hovedindhold

Privatlivspolitik for indsamling af data om uhævede feriepenge

Styrelsen kan indhente nødvendige data til analyser og statistik

STAR bidrager ofte med analyser eller statistik til politikudvikling, lovforslag, reformer mv. Til disse analyser kan det være nødvendigt at indhente særlige datasæt fra andre myndigheder eller styrelser for at kunne udarbejde de ønskede analyser eller statistikker. 

Når STAR indsamler personoplysninger til myndighedsudøvelse, er STAR forpligtet til at sikre, at de registrerede får en række specifikke informationer om STARs behandling af deres oplysninger, jf. art. 14 i databeskyttelsesforordningen.  

Om indsamling af data om uhævede feriepenge

Det er regeringens ønske, at STAR undersøger, om der er gennemgående karakteristika for personer med uhævede feriepenge med henblik på, at der ændres i ferieloven med det formål at sikre, at borgerne i videst muligt omfang får deres feriepenge udbetalt uden at overtræde EU-direktivet om, at hverken arbejdsgiver eller arbejdstager må tjene på at de første fire ferieuger ikke afholdes. 

STAR har derfor indsamlet data om uhævede feriepenge. Data bearbejdes til aggregerede tabeller, som kan anvendes i det videre politiske arbejde med anbefalinger til lovændringer i ferieloven. 

1. Vi er den dataansvarlige – hvordan kontakter du os?

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er dataansvarlig for behandlingen af de personoplysninger, som vi har modtaget om dig. Du finder vores kontaktoplysninger nedenfor.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering 
Vermundsgade 38, 2100 København 
CVR-nr.: 55568510 
Telefon: 72 21 74 00 
Mail: star@star.dk

2. Kontaktoplysninger på databeskyttelsesrådgiveren

Hvis du har spørgsmål til vores behandling af dine oplysninger, er du altid velkommen til at kontakte vores databeskyttelsesrådgiver.

Du kan kontakte vores databeskyttelsesrådgiver på følgende måder:

  • På e-mail: DPO@bm.dk
  • På telefon: 72 20 50 00, Beskæftigelsesministeriets hovednummer, hvor receptionen kan stille dig videre til DPO´en
  • Ved brev: Beskæftigelsesministeriet, Holmens Kanal 20, 1060 København, att. databeskyttelsesrådgiver

3. Formålene med og retsgrundlaget for behandlingen af dine personoplysninger

Vi behandler dine personoplysninger til følgende formål:

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indhenter oplysninger fra ATP om personer, som ikke har hævet sine feriepenge for seneste ferieår. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering behandler alene oplysningerne til statistik og formålet er at finde mønstre og muligheder for igangsætte konkrete initiativer i forhold til at få udbetalt uhævede feriepenge til de lønmodtagere, som har optjent feriepengene. 

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering indhenter oplysningerne første gang i maj 2024 og vil 2 gange i 2024 få en opdatering fra ATP for de personer, som i hhv. august og november 2024 fortsat har uhævede feriepenge. 

Retsgrundlaget for vores behandling af dine personoplysninger følger af:

  • Artikel 6, stk. 1, litra e om myndighedsudøvelse i Databeskyttelsesforordningen , jf. § 21 i Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv., hvorefter Beskæftigelsesministeriet/STAR overvåger og analyserer udviklingen på arbejdsmarkedet.
  • Analysen er bestilt af regeringens Økonomiske Udvalg.

4. Kategorier af personoplysninger

Vi behandler følgende kategorier af personoplysninger om dig:

  • Ferieordning (FerieKonto/Feriepengeinfo),
  • Arbejdsgivers SE-nummer,
  • Dit CPR-nummer,
  • Feriesaldo i dage,
  • Feriesaldo i DKK,
  • Fratrædelsesdato,
  • Optjente feriepenge i DKK og
  • Optjent ferie i dage.

5. Modtagere eller kategorier af modtagere

Vi videregiver ikke eller overlader dine personoplysninger til andre. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering anvender en databehandler til at understøtte vores analysemiljø (Det statistiske datavarehus), hvor dine oplysninger opbevares, mens de behandles af styrelsen.

6. Overførsel til modtagere i tredjelande, herunder internationale organisationer

Dine personoplysninger behandles udelukkende i Danmark inden for databeskyttelsesforordningens anvendelsesområde og bliver ikke overført til modtagere i tredjeland uden for EU og EØS. 

7. Hvor dine personoplysninger stammer fra

Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød. 

8. Opbevaring af dine personoplysninger

Vi opbevarer dine personoplysninger, indtil vi har identificeret konkrete initiativer i forhold til at få udbetalt uhævede feriepenge til de lønmodtagere, som har optjent feriepengene. Dine oplysninger vil senest blive slettet ultimo 2026. 

9. Dine rettigheder

Du har efter databeskyttelsesforordningen en række rettigheder i forhold til vores behandling af oplysninger om dig.  

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder skal du kontakte os. Vi skal dog gøre opmærksom på, at dine oplysninger udelukkende vil blive brugt til statistik og derfor er muligheden for at udøve dine rettigheder begrænset af reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

  • Ret til at se oplysninger (indsigtsret)

Du har ret til at få indsigt i de oplysninger, som vi behandler om dig, samt en række yderligere oplysninger. 

  • Ret til berigtigelse (rettelse)

Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig selv rettet. 

  • Ret til sletning

I særlige tilfælde har du ret til at få slettet oplysninger om dig, inden tidspunktet for vores almindelige generelle sletning indtræffer. 

  • Ret til begrænsning af behandling

Du har visse tilfælde ret til at få behandlingen af dine personoplysninger begrænset. Hvis du har ret til at få begrænset behandlingen, må vi fremover kun behandle oplysningerne – bortset fra opbevaring – med dit samtykke, eller med henblik på at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller for at beskytte en person eller vigtige samfundsinteresser. 

  • Ret til indsigelse

Du har i visse tilfælde ret til at gøre indsigelse mod vores eller lovlige behandling af dine personoplysninger. Du kan også gøre indsigelse mod behandling af dine oplysninger til direkte markedsføring. 

  • Ret til at transmittere oplysninger (dataportabilitet)

Du har i visse tilfælde ret til at modtage dine personoplysninger i et struktureret, almindeligt anvendt og maskinlæsbart format samt at få overført disse personoplysninger fra én dataansvarlig til en anden uden hindring.

Du kan læse mere om dine rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder, som du finder på www.datatilsynet.dk.

10. Klage til Datatilsynet

Du har ret til at indgive en klage til Datatilsynet, hvis du er utilfreds med den måde, vi behandler dine personoplysninger på.

Du finder Datatilsynets kontaktoplysninger på www.datatilsynet.dk.

 

 

 

Sidst opdateret: 05-07-2024