Kontakt
Data og Analyse
Arbejdsmarkedsbalancen viser jobmulighederne fordelt på over 1000 stillingsbetegnelser.
Arbejdsmarkedsbalancen peger på, om der gode eller mindre gode jobmuligheder inden for hver stilling fordelt på 8 regionale områder, som betegnes RAR-områder.
Den aktuelle arbejdsmarkedsbalance
Arbejdsmarkedsbalancen er baseret på statistik om blandt andet ledighed, beskæftigelse og jobomsætning. Videre bygger Arbejdsmarkedsbalancen på tal fra en survey med viden fra 58.000 rekrutteringsforsøg, hvor der spørges ind til arbejdsgiveres mulighed for at finde og ansætte medarbejdere. Rekrutteringsforsøgene på tværs af landet er identificeret ved hjælp af elektroniske jobopslag.
Arbejdsmarkedsbalancen opdateres i januar og juli. Den viser situationen på arbejdsmarkedet for et halvår ad gangen.
Der er fire kategorier i Arbejdsmarkedsbalancen.
1. Mangel på arbejdskraft: Stillinger med problemer med rekruttering og lav ledighed. Der er mangel på arbejdskraft. For stillingerne gælder derfor, at jobmulighederne er rigtig gode.
2. Gode jobmuligheder: Stillinger uden rekrutteringsproblemer og med lav ledighed og høj jobomsætning. For stillingerne gælder derfor, at jobmulighederne er gode.
3. Mindre gode jobmuligheder: Stillinger uden rekrutteringsproblemer og med høj ledighed og lav jobomsætning. Der er overskud af arbejdskraft. For stillingerne gælder derfor, at jobmulighederne er mindre gode.
4. Paradoksproblemer: Stillinger med rekrutteringsproblemer og høj ledighed. For stillingerne gælder, at jobmulighederne er rigtig gode.
Arbejdsmarkedsbalancen udarbejdes ved at kombinere fulde registerdata over ledige tilmeldte i Jobindsats, beskæftigede og jobomsætning, med en rekrutteringsssurvey blandt arbejdsgivere, der repræsenterer knap halvdelen af beskæftigelsen i Danmark.
Rekrutteringssurveyen baserer sig på viden fra svar fra virksomheders rekrutteringsforsøg i hele landet angående deres arbejdskraftbehov og evt. rekrutteringsvanskeligheder. Surveyen gennemføres hvert kvartal og har typisk en svarprocent på 50 pct.
Formålet med Arbejdsmarkedsbalancen er at understøtte det daglige arbejde i jobcentrene, arbejdsløshedskasserne, hos andre aktører og i de regionale områder.
Arbejdsmarkedsbalancen bruges til at målrette vejledning om jobsøgning og de aktiveringstilbud, som jobcentre giver til ledige.
Arbejdsmarkedsbalancen anvendes også som grundlag for styring af følgende ordninger:
· National liste over tilskud til voksenlærlingeaftaler for beskæftigede.
· Positivliste over uddannelsesmuligheder (tilbud) for ledige, både national (6 ugers jobrettet) og regional.
· Opkvalificering i opsigelsesperioden for personer omfattet af reglerne vedrørende større afskedigelser.
· Positivliste for opholds- og arbejdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (ikke-EU/EØS-borgere).
Derudover bruges arbejdsmarkedsbalancen i den regionale overvågning af beskæftigelsessituationen og eventuelle ubalancer.
Data og Analyse