Konteringsregler for 5.57.73 Kontant- og uddannelseshjælp
Denne funktion beskriver udgifter til kontant- og uddannelseshjælp til forsørgelse.
På denne funktion registreres de forskellige udgifter til kontant- og uddannelseshjælp til forsørgelse, jf. kapitel 4 i lov om aktiv socialpolitik.
Fra 2016 betyder en refusionsomlægning, at refusionssatserne for forsørgelsesudgifterne fastsættes på baggrund af antallet af uger på offentlig forsørgelse. Refusionssatserne er fastsat til 80 pct. i de første fire uger, 40 pct. fra uge 5-26, 30 pct. fra uge 27-52 og 20 pct. fra uge 53.
Fra og med 1. januar 2016 har det ikke betydning for refusionssatsen, om der er tale om forsørgelse i aktive eller passive perioder, og forsørgelsesudgiften registreres derfor samlet på denne funktion.
Tilbage- og efterbetaling af hjælp vedr. perioden fra og med 1. januar 2016 registreres under den relevante ydelsesgruppering, og ikke på en særskilt tilbage- eller efterbetalingsgruppering.
Driftsudgifter og indtægter ved aktivering efter kapitel 14 og mentorstøtte efter kapitel 26 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats registreres på funktion 5.68.90. Fra budget 2020 registreres udgifter og indtægter til hjælpemidler efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. samt befordringsgodtgørelse efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats på funktion 5.68.98.
Afløbsudgifter til løntilskud samt efterbetalinger og tilbagebetalinger vedrørende forsørgelse under aktivering, som vedrører perioden før 1. januar 2016, registreres på funktion 5.57.75. Fra budget 2020 registreres løntilskud efter 1. januar 2016 på funktion 5.68.94. Løn til kontant- og uddannelseshjælpsmodtagere, overgangsydelsesmodtagere uden for introduktionsprogrammet og selvforsørgende ansat med løntilskud under kommunale virksomheder, institutioner og forvaltninger m.v. registreres fra budget 2020 på funktion 5.68.95, hvor også løntilskuddet indtægtsføres.
Det bemærkes, at udgifter til løbende hjælp til visse persongrupper efter aktivlovens § 29 er samlet på gruppering 017.
Det bemærkes endvidere, at udgifter vedrørende kontanthjælp til visse grupper af flygtninge registreres på funktion 5.57.74, og at udgifter til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse (tidligere integrationsydelse) registreres på funktion 5.46.61.