Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Ansættelse af medarbejder med handicap

I forbindelse med ansættelse af en medarbejder med handicap er det vigtigt at være opmærksom på lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven). Vær også opmærksom på, at personer med handicap kan søge opslåede stillinger i det offentlige med fortrin. Dette følger af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Forskelsbehandlingsloven forbyder enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling på arbejdsmarkedet på grund af blandt andet handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder både ved ansættelse og afskedigelse samt forflyttelse og forfremmelse af en medarbejder med handicap og med hensyn til løn- og arbejdsvilkår. Endvidere fremgår det af loven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle sine ansatte, når det kommer til enhver form for uddannelse. Derudover gælder forbuddet mod forskelsbehandling ligeledes virksomheder, der tilbyder undervisning, kurser og lignende. Bestemmelsen omfatter fx kursusvirksomheder og universiteter og gælder også rekrutteringsbureauer og andre, der anviser job, fx jobcentre.

Loven giver mulighed for, at der kan tilkendes godtgørelse til en person, hvis rettigheder er blevet krænket. Du kan finde forskelsbehandlingsloven herunder. 

Forskelsbehandlingsloven (nyt vindue)

En ansøger med handicap

Du må ikke undlade at ansætte en ny medarbejder med begrundelse i handicappet, med mindre det er fordi pågældende ikke er kompetent, egnet eller disponibel til at udføre de væsentligste funktioner i den konkrete stilling

Hvis den bedst egnede ansøger til jobbet har et handicap med betydning for arbejdssituationen, skal du undersøge de nødvendige tilpasningsforanstaltninger, således, at ansøgeren med handicap kan fungere på lige fod med andre medarbejdere uden handicap. Vær også opmærksom på mulighederne i de handicapkompenserende ordninger

Du må ikke spørge til, hvad en ansøger fejler, men gerne hvilke funktioner i jobbet, vedkommende kan varetage.

Hvis du modtager en ansøgning, hvor der er gjort brug af fortrinsadgang

Ved besættelse af ledige stillinger er offentlige arbejdsgivere forpligtet til at give fortrinsadgang til en person, der på grund af funktionsnedsættelse har vanskeligt ved at opnå ansættelse på det almindelige arbejdsmarked. Det er en forudsætning, at ansøgeren opfylder de formelle uddannelseskrav, der er beskrevet i stillingsopslaget.

Fortrinsadgangen sikrer ret til en ansættelsessamtale og en efterfølgende forhandlingspligt. Fortrinsadgang gælder tilsvarende ved udstedelse af bevillinger til stadepladser og ved uddeling af taxibevillinger. Ansøgeren kan enten benytte sin fortrinsadgang via jobcentret eller på eget initiativ ved at skrive i ansøgningen, at man ønsker at gøre brug af fortrinsadgang.

Hvis du som arbejdsgiver efter samtalerunden vurderer, at ansøgeren med fortrinsadgang er den bedst egnede, men at der er visse barrierer på grund af handicappet, skal du undersøge mulighed for rimelig tilpasning. Husk også at undersøge muligheden for handicapkompenserende ordninger gennem jobcentret.

Du er som arbejdsgiver ikke forpligtiget til at ansætte en person, der har søgt med fortrinsret, hvis du vurderer, at en anden ansøger er bedre kvalificeret til jobbet.

Hvis du ikke ønsker at ansætte ansøgeren med fortrinsadgang, skal du vente med at besætte stillingen, til der er sendt en skriftlig redegørelse til jobcentret og sket en forhandling med jobcenteret. Forhandlingen skal sikre, at afslaget ikke er givet på grund af handicappet. Jobcenteret skal desuden sikre, at du kender til muligheden for handicapkompenserende ordninger. Læs mere om fortrinsadgang herunder

Fortrinsadgang (Nyt vindue)

Tips til, hvem du kan kontakte for yderligere information

Kontakt din arbejdsgiverorganisation for råd og vejledning i den konkrete sag.

Specialfunktionen Job og Handicap har viden om de handicapkompenserende ordninger:

Tlf: 33 96 37 37.

Kontakt jobcentret, hvis du skal undersøge mulighederne for særlig støtte:

Find dit lokale jobcenter på jobnet.dk (nyt vindue)

Oversigt over nøglepersonerne på handicapområdet

Jobservice Danmark kan hjælpe med rekruttering, opkvalificering og fastholdelse:

Tlf.: 72 200 350.

Sidst opdateret: 11-08-2023