Rasmus er uddannet cand.soc. i international politik og administration fra RUC med speciale i investeringer i velfærdsområdet og økonomi. Han har været ansat i STAR siden 2017 og har efterfølgende taget en masteruddannelse i IT-ledelse.
Rasmus
Rasmus er en del af kontoret Digitalisering. Kontoret har ansvar for at udvikle og forvalte de digitale systemer, der understøtter beskæftigelsesindsatsen på landsplan, fx VITAS og Jobnet.dk. Digitalisering er også ansvarlig for styrelsens interne IT-strategi, IT-udbud og informationssikkerhed samt de systemer, som udveksler data om socialsikringsydelser på tværs af EU.
Hvad arbejder du med i STAR?
Til daglig arbejder jeg som IT-programleder, hvor jeg står for at koordinere og prioritere en del af de projekter, vi har i Digitalisering. Det er en spændende rolle, fordi der er mange bolde at jonglere med, når man både skal have overblik over økonomi, tidsfrister og hvilke personer, der løser hvilke opgaver.
Projekterne jeg sidder med har til formål at renovere og modernisere styrelsens IT-portefølje på beskæftigelsesområdet. Helt lavpraktisk gennemgår vi alle vores systemer og skriver koden om fra bunden, hvor der er behov for det. Vi bruger moderne software og teknologi, der er baseret på markedsstandarder, så det bliver nemmere at opdatere og vedligeholde systemerne i fremtiden. Samtidig sørger vi for, at vores systemer snakker bedre sammen med dem, som kommuner og a-kasser bruger. Det gør det lettere at understøtte og hjælpe dem, så vi sammen kan få endnu flere i beskæftigelse.
Hvad kendetegner STARs måde at arbejde med IT på?
I Digitalisering går vi op i at have et moderne og veludviklet IT-miljø. Vi vil være en effektiv styrelse, der er på forkant med de nyeste metoder og tilgange inden for vores felt. Det skal selvfølgelig også kunne ses i vores måde at drive IT-projekter på.
Når man er en del af en politisk styret organisation, kan tingene ændre sig lynhurtigt. Vi laver 14-dages-sprint, holder stand-up-møder og har hyppige check-ins med hinanden på tværs af roller, projekter og leverandører. Dermed har vi hele tiden hånden på kogepladen, hvilket gør det nemmere at planlægge frem og sikre, at vi er på vej derhen, hvor det giver mening.
Hvorfor arbejde med IT og digitalisering i lige netop STAR?
I STAR får du ansvar fra dag ét, når du arbejder med digitalisering. Cheferne tror på dig og giver dig plads, samtidig med at de støtter og hjælper dig løbende. Du behøver ikke at kunne det hele, når du starter, for i STAR er der fokus på at udvikle medarbejderne ind i en rolle, hvor de ikke nødvendigvis er plug-and-play lige med det samme.
Fagligheden er også høj. Det gør, at man bliver udfordret, og at der er plads til at være ambitiøs og sulten på at lære. Og så er det enormt meningsfuldt at arbejde med digitalisering på vores område, fordi vores løsninger påvirker alle danskere, som er i berøring med beskæftigelsesområdet.