Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Jurister til lovgivningsarbejde og politikudvikling på de store velfærdsydelser

Har du lyst til at arbejde inden for et område med høj politisk bevågenhed, fagligt ansvar for centrale ydelser i velfærdsstaten og fokus på faglig og personlig udvikling? Så kan du blive vores nye kollega i Ydelser i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, hvor vi søger akademiske medarbejdere til at skrive og fortolke lovgivning, udvikle politik og understøtte implementering af politiske aftaler og reformer.

Bliv en del af et dynamisk og fagligt stærkt center i en styrelse, der arbejder for flere i job

I Ydelser har vi en central rolle i forhold til at udvikle de store velfærdsydelser i Danmark. Det gælder f.eks. udviklingen af den beskæftigelsespolitiske lovgivning og reformarbejde inden for bl.a. reform af kontanthjælpssystemet, reform af beskæftigelsesindsatsen, dagpenge, sygedagpenge, barselsdagpenge, førtidspension, folkepension og ”arnepension”. Du kommer derfor til at være tæt på den politiske beslutningsproces og arbejde tæt sammen med både Beskæftigelsesministeriets departement og andre centrale aktører som KL, Udbetaling Danmark og Ankestyrelsen. Vi er mestre i digitaliseringsklar lovgivning og følger med i de nye trends på AI-området, ligesom vi gør en dyd ud af at vide en del om vores udbetalende myndigheders systemer.

Som vores nye kollega kommer du til at deltage i centerets daglige arbejde, hvor dine primære opgaver vil bestå i at:

  • skrive lovforslag, bekendtgørelser og vejledninger
  • udvikle området via en række udviklingsprojekter, hvor du skal være kreativ og tænke ud af boksen, f.eks. regelforenkling
  • udarbejde materiale til ministeren og svar til Folketinget
  • lave oplæg til politiske beslutninger og bidrage til løbende politikudvikling
  • samarbejde med andre ministerier og interessenter på området og på tværs af organisationen, f.eks. Ældresagen
  • vejlede kommuner, Udbetaling Danmark, a-kasser og øvrige interessenter om fortolkningen af nye regler på området.

Om os

Vi arbejder med love og regler, udvikler politik, betjener ministeren og hjælper med at sikre, at de politiske initiativer og reformer på ydelsesområdet realiseres ude i virkeligheden. Derudover har vi opgaver på det internationale område.

I centret er vi 34 medarbejdere, to teamchefer og to kontorchefer. Vi har et stærkt fagligt fællesskab, og du vil derfor komme til at arbejde sammen med dygtige kolleger, der brænder for deres opgaver og samtidig har blik for at hjælpe hinanden. Vi kan tilbyde en hverdag med vægt på læring, trivsel og faglig og personlig udvikling. I Ydelser vægter vi det sociale højt og lægger meget høj vægt på et godt kollegaskab. Og ikke mindst kan vi tilbyde arbejdsopgaver, der typisk hører til i et departement, selv om vi er i en styrelse. Du er derfor med, hvor det sker.

Bliv vores nye kollega

Du synes politik på beskæftigelses- og ydelsesområdet er interessant og har kendskab til eller interesse for lov- og regelarbejde og at understøtte politiske processer. Det er desuden vigtigt, at du har lyst til at grave dig ned i detaljer i loven og komme med bidrag til lovfortolkning, har lyst til selv at skrive eller lære at skrive lovforslag og kan tænke kreativt i forhold til at gøre lovgivningen mere enkel. Hvis du ikke har prøvet det før, skal du have lyst til at lære det. Du skal også kunne samarbejde med kolleger, der ikke har en juridisk baggrund.

Derudover forestiller vi os, at du:

  • er cand.jur., cand.soc.jur., cand.merc.jur.
  • er god til at samarbejde, tænke i helheder og finde løsninger på svære problemstillinger
  • har gode skriveevner og kan formidle kompliceret stof, så det er let for læseren at forstå
  • tager ansvar og er faglig nysgerrig
  • er fleksibel og en god kollega, der kan hjælpe på tværs når der er behov.

Du vil starte i et job, hvor du vil få gode udviklingsmuligheder med nye opgaver og stigende ansvar.

Er du nyuddannet vil du lære embedshåndværket og få indblik i de politiske beslutningsprocesser samt lære håndværket at skrive lovforslag.

Har du mere erfaring, kan du f.eks. udvikle dig som fagligt fyrtårn med sparring fra dygtige og erfarne kolleger eller på sigt udvikle dig mod ledelsesvejen.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingerne er faste fuldtidsstillinger. Vi vil gerne have, at du starter den 1. august 2025 eller evt. tidligere efter konkret aftale.

Du bliver ansat som fuldmægtig på overenskomsten for akademikere i staten. Med de rette kvalifikationer er der mulighed for ansættelse som special- eller chefkonsulent.

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38A 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Kirsten Brix Pedersen på tlf.nr. 72217500 eller kontorchef Tina Holgaard Madsen på tlf.nr. 72217692.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Maiken Bastholm på tlf.nr. 21470742.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Send et motiveret cv og eksamenspapirer elektronisk senest torsdag den 1. maj 2025. Dit motiverede cv bør kort beskrive, hvorfor du gerne vil arbejde i STAR eller generelt i centraladministrationen, og hvordan dine kompetencer matcher stillingen i Ydelser.

Send ansøgning
Sidst opdateret: 26-03-2025