Spring over hovedmenu
Spring over venstremenu

Dataanalytiker med flair for programmering og formidling

Synes du, at data er det fedeste, og er du en rigtig programmeringshaj? Vil du være med til at vedligeholde og udvikle vores statistiske datavarehus og samtidigt blive endnu bedre til at programmere og analysere store datamængder? Så er du måske lige den vi leder efter i Center for Viden og Analyse i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

 

Vi arbejder for et bæredygtigt arbejdsmarked

I Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vi ansvar for at skabe det bedst mulige grundlag for et sundt, dynamisk og effektivt arbejdsmarked, hvor flest mulige har job eller uddanner sig, og hvor virksomheder på alle niveauer har adgang til de medarbejdere de har brug for – ufaglærte, faglærte, eller højt specialiserede vidensmedarbejdere.  

Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at tilvejebringe og udvikle et kvalificeret vidensgrundlag for arbejdsmarkedspolitiske beslutninger, til implementering af beskæftigelsespolitikken i dialog med vores mange samarbejdspartnere. Alt, hvad vi beskæftiger os med, kvalificeres af høje faglige standarder og evidensbaseret viden, der på én gang skal forankre og inspirere de politiske beslutninger og omsætningen af dem til administrerbar dagligdag med betydning for millioner af mennesker.  

Du kan læse mere om os på www.star.dk​

Vær med til at analysere vores store datamængder ved brug af programmering

Som vores nye medarbejder bliver du en del af datateamet i Center for Viden og Analyse. Datateamet består af 20 medarbejdere samt et fast antal tilknyttede eksterne programmører. I datateamet bevæger vi os i krydsfeltet mellem data, IT og forretningens behov og vi understøtter dagligt, at beskæftigelsespolitiske beslutninger kan træffes på et oplyst og kvalificeret grundlag. Dette gør vi ved at indsamle, validere, behandle og formidle vores data til styrelsens mange modtagere på beskæftigelsesområdet som kommuner, jobcentre, a-kasser, minister, Folketing og arbejdsmarkedets parter.

Du vil i teamet primært skulle arbejde med de store mængder individdata, der fast bliver indberettet til styrelsen, herunder særligt data om kontanthjælpssystemet. Vores data er meget efterspurgte og bruges i mange sammenhænge af både interne og eksterne, så det er vigtigt at vi hele tiden kan levere med den rette kvalitet. Det har vi brug for din hjælp til.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • have ansvaret for eget dataområde- og statistikker med ansvar for validering, dataanalyse, og formidling af data på området
  • udvikle nye statistikker til www.jobindsats.dk samt sikre den løbende drift af de eksisterende statistikker
  • bistå styrelsen, minister og folketing med særudtræk
  • bidrage til betjening af direktionen og departementet, herunder udarbejdelse af sagsfremstillinger og projekt- og beslutningsoplæg.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har erfaring med at programmere i fx SQL, SAS, Python eller andre relevante programmeringssprog til behandling og analyser af store mængder individdata
  • er dygtig til at arbejde og analysere data ud fra den kontekst de indgår i
  • kan skriftligt og mundtligt formidle output fra dine programmer til andre, som ikke er vant til at arbejde med tal og data
  • har en relevant videregående kandidatuddannelse, som har givet dig blod på tanden til at arbejde med data og programmering
  • er vant til eller nysgerrig på at arbejde i en politisk styret organisation

Du kan være nyuddannet eller har et par års relevant erhvervserfaring.

Vi finder løsninger sammen

Som en del af Beskæftigelsesministeriet er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne små. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra siden og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt. Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Med rette kvalifikationer er der mulighed for ansættelse som specialkonsulent.

Dit daglige arbejdssted er Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Vermundsgade 38, 2100 København Ø.  

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Klaus Langager på tlf.nr. 2291 6837 (e-mail khl@star.dk) eller teamchef Søren Secher Sejr på tlf. 7221 7773 (e-mail sss@star.dk).

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Tina Kjærsgaard i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 5162 2762.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingerne.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest fredag den 19. august 2022 kl. 12.

Vi forventer at holde samtaler i uge 34/35.

Send ansøgning
Sidst opdateret: 24-09-2020