Spring til hovedindhold

Udbetaling af fødevarecheck til børnefamilier

11-06-2026

Den 11.-12. juni 2026 udbetales fødevarechecken til berettigede børnefamilier.

Fødevarechecken følger af aftalen om fødevarehjælp, som blev indgået i februar 2026. Der er med aftalen afsat 4,5 mia. kr. i 2026 til økonomisk støtte som følge af stigende fødevarepriser.

Fødevarecheck til børnefamilier

På borger.dk/fødevarecheck fremgår det, at man har ret til fødevarechecken som modtager af børne- eller ungeydelse, hvis to betingelser er opfyldt: 

•    Man skal modtage børne- eller ungeydelse for april 2026. 
•    Indkomstgrundlaget i 2025 skal være under 475.300 kr.

Berettigede børnefamilier kan modtage op til 5.000 kr.

Man modtager kun fødevarecheck for det yngste barn, som man modtog børne- eller ungeydelse for i april 2026. Man får derfor ikke flere fødevarechecks, selvom man har flere børn.

Læs mere på borger.dk/fødevarecheck.

Udbetaling

Fødevarechecken bliver automatisk udbetalt som et skattefrit engangsbeløb til modtagerens NemKonto. I visse tilfælde er ansøgning nødvendig, blandt andet ved ophold i udlandet eller manglende indkomstoplysninger.

Udbetalingerne bliver håndteret af Udbetaling Danmark. 
Udbetalingen til berettigede børnefamilier den 11.-12. juni er den anden del af fødevarechecken. Første del blev udbetalt fra den 4. maj 2026 til bl.a. berettigede folkepensionister, modtagere af forsørgelsesydelser og uddannelsessøgende.

Hvis man allerede har modtaget fødevarecheck i maj, men også er berettiget til fødevarecheck som børnefamilie, så vil man modtage en reduceret eller ingen fødevarecheck i juni. I juni udbetales nemlig differencen mellem det højest berettigede beløb og det tidligere udbetalte beløb. Det drejer sig primært om SU-modtagere og modtagere af offentlige forsørgelsesydelser, som fx førtidspension, kontanthjælp og barselsdagpenge.

Oversigt over udbetalinger fordelt på målgrupper

Tabellen viser maj-udbetaling, juni-udbetaling og samlet udbetaling for forskellige målgrupper.

Oversigt over udbetalinger fordelt på målgrupper
Målgrupper Maj-udbetaling
(udbetalt af ATP)
Juni-udbetaling
(udbetalt af Udbetaling Danmark, Familieydelser)
Samlet udbetaling
SU-modtager + delt børneydelse 1.000 kr. 1.500 kr. 2.500 kr.
SU-modtager + hel børneydelse 1.000 kr. 4.000 kr. 5.000 kr.
Kontanthjælpemodtager + delt børneydelse 2.500 kr. 0 kr. 2.500 kr.
Førtidspensionist + hel børneydelse 2.500 kr. 2.500 kr. 5.000 kr.

Kilde: borger.dk 

Hvis fødevarechecken ikke er udbetalt

Hvis man ikke har modtaget fødevarechecken, men vurderer, at man er berettiget, kan man ansøge i perioden 1. juli til 30. september 2026.

Læs mere om, hvordan man ansøger, på borger.dk/fødevarecheck.