Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Ny aftale forenkler sygedagpengereglerne

14-03-2024

En ny aftale om reglerne for beskæftigelsesindsatsen til sygemeldte borgere forenkler reglerne og sætter fokus på den enkeltes behov.

Torsdag den 14. marts har Beskæftigelsesministeren og forligspartierne bag sygedagpengereformen indgået en aftale, der har til formål at forenkle reglerne og sætte borgerens behov i centrum. Der er tre fokusområder i aftalen:

  • Større målretning mod den enkelte borgers behov
  • Mere værdighed i mødet med systemet
  • Mere smidighed i samarbejdet mellem kommunen og praktiserende læger

Med aftalen fjernes blandt andet en række proceskrav til sygemeldte, som har et job at vende tilbage til. Blandt andet fjernes krav om samtaler udover den første opfølgningssamtale i kortvarige og ukomplicerede forløb og sygemeldte med en arbejdsgiver skal ikke længere udfylde ”min plan”. Derudover giver aftalen kommunen mere frihed til at målrette indsatsen efter den enkelte borgers behov ved at fjerne en række krav til blandt andet brugen af rehabiliteringsteamet.

Aftalen træder i kraft 1. januar 2025.  Vi går nu i gang med at forberede lovgivningen, og vi vil selvfølgelig i den forbindelse inddrage relevante parter.

Du kan læse mere og finde aftaleteksten på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Ny aftale: Sygemeldte skal fremover til 60.000 færre samtaler i jobcentret