01-08-2024
Ny pulje skal styrke samarbejdet om ledige med særlige udfordringer
Jobcentre og a-kasser kan frem til d. 13 september 2024 søge midler fra en ny pulje, som skal understøtte samarbejdet om dagpengemodtagere, der har gavn af en helhedsorienteret indsats.
Mange dagpengemodtagere kommer hurtigt i beskæftigelse igen, hvis de mister deres job. Men for ledige med særlige udfordringer kan vejen tilbage i job være lang. Siden aftalen om det nye kontaktforløb for dagpengemodtagere trådte i kraft 1. januar i år, har a-kasserne haft ansvaret for dagpengemodtagere de første tre måneder af ledighedsforløbet. Derfor er et godt samarbejde mellem a-kasser og jobcentre vigtigt.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udmelder derfor en ansøgningspulje på 8,7 mio. kr. Puljen har til formål at understøtte og udvikle samarbejdet mellem jobcentre og a-kasser i forhold til deres indsats for dagpengemodtagere med særlige udfordringer. Projekterne skal derigennem skabe bedre og mere sammenhængende forløb for målgruppen.
Da samarbejde er det helt centrale element i udmøntningen, skal ansøgerne bl.a. redegøre for projektets samarbejdsmodel samt hvilke aktiviteter, ansøgerne vil udføre for at understøtte samarbejdet.
Puljen kan ansøges af kommuner og a-kasser. Ansøgningsfristen er fredag d. 13 september 2024, kl. 12:00.
Læs mere om puljen her: