Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Flere personer med handicap får job

21-11-2024

Andelen af personer med handicap i beskæftigelse er på det højeste niveau siden 2008. Samtidigt stiger antallet af unge med et selvangivet handicap.

Beskæftigelsen for personer med handicap har forbedret sig med to procentpoint fra 2022 til 2023. Dermed er den på højeste niveau i hele den periode, hvor Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har målt på området (2008-2023). Det afspejles også i beskæftigelsesgabet, som er forskellen på andelen af beskæftigede personer med og uden handicap. Beskæftigelsesgabet var på 24 pct. i 2023, og er på sit laveste siden 2008. 

Undersøgelsen viser dog også, at antallet af unge med et selvangivet handicap fortsætter med at stige. I 2023 angav 20 pct., at de havde et handicap, hvilket er en fordobling siden 2014. Stigningen skal særligt ses i lyset af, at flere i aldersgruppen angiver, at de har et psykisk eller kognitivt handicap.

Herudover viser rapporten at:

  • Omkring hver fjerde blandt hele befolkningen i alderen 16-64 år angiver, at de har et handicap eller et længerevarende helbredsproblem.
  • Af gruppen af unge, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse (NEET-gruppen), angiver 38 pct. at de har et handicap. Antallet af personer i denne gruppe er steget fra omkring 31.000 i 2012 til omkring 40.000 i 2023.
  • Blandt personer med handicap er 62 pct. i beskæftigelse, mod 86 pct. af personer uden handicap. Af personer med større handicap er 37 pct. i beskæftigelse, mod 76 pct. af personer med et mindre handicap.
  • En forholdsvis stor andel af personer med handicap har ikke fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse, enten fordi de aldrig er startet eller fordi de oplever vanskeligheder med at gennemføre uddannelsen og derfor dropper ud.

Rapporten om beskæftigelsessituationen for personer med handicap er gennemført af VIVE for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Rapporten har til formål at bidrage med viden, som hjælper styrelsen, interesseorganisationer og andre interessenter med at forbedre beskæftigelsessituationen for personer med handicap.

Du kan læse rapporten om beskæftigelsessituationen for personer med handicap på VIVE's hjemmeside