Spring til hovedindhold

Nye analyser: Læreplads og studiejob gavner beskæftigelsen blandt nyuddannede

11-09-2025

For mere end hver tredje nyuddannet fører studiejobbet eller lærepladsen til ansættelse i samme virksomhed efter endt uddannelse. Og dem med erhvervserfaring under uddannelsen kommer også hurtigere i job. Det gælder både for studerende på videregående og erhvervsfaglige uddannelser, viser to nye analyser fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

 
Som nyuddannet kan det være en stor fordel at have tilknytning til en arbejdsplads i løbet af studietiden. To nye analyser fra STAR viser nemlig, at overgangen til beskæftigelse bliver nemmere for nyuddannede, hvis de har haft en læreplads eller et studiejob i løbet af de sidste to år af deres uddannelse.

Det ses ved, at en større del af dem med erhvervserfaring under uddannelsen er i beskæftigelse i månederne efter, de bliver færdiguddannet. Og for dem med erhvervserfaring bliver 37 procent ansat i den samme virksomhed, som de arbejdede i under deres uddannelse.

De to analyser tager udgangspunkt i nyuddannede, der færdiggjorde en erhvervskompetencegivende uddannelse i sommeren 2024. Det omfatter både erhvervsfaglige uddannelser samt korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.

Analysen ”Læreplads og studiejob gør vejen til beskæftigelse kortere” viser:

  • Færdiguddannede med erhvervserfaring under uddannelsen finder hurtigere et job
    Ni måneder efter uddannelsens afslutning har 88 procent af dem, som har erhvervserfaring under uddannelsen, et arbejde. For dem uden læ-replads eller studiejob gælder det for 57 procent.

  • Størst gevinst for dem med en erhvervsfaglig eller kort videregående uddannelse
    Færdiguddannede, der kommer fra en erhvervsfaglig eller kort videre-gående uddannelse, oplever den største gevinst ved at have haft et studiejob eller læreplads under uddannelsen, når det kommer til at finde hurtigt arbejde.

Analysen ”Læreplads og studiejob sikrer fastansættelse” viser:

  • Mere end hver tredje bliver ansat i samme virksomhed som under uddannelsen
    37 procent af de nyuddannede, der færdiggjorde deres uddannelse i sommeren 2024 – og som havde et studiejob eller en læreplads – blev ansat i samme virksomhed efter uddannelsen.

  • De erhvervsfaglige er topscorere 
    Især nyuddannede fra erhvervsfaglige uddannelser fortsætter i samme virksomhed efter endt uddannelse.

  • Særlige studieretninger fører an
    De nyuddannede bliver ansat i samme virksomhed på tværs af alle studieretninger. Men nogle studieretninger udmærker sig. Særligt studerende, der har afsluttet en erhvervsfaglig uddannelse inden for transport og logistikområdet, bliver ansat i samme virksomhed. Det gælder for 65 procent.

Find de 2 analyser her:

”Læreplads og studiejob gør vejen til beskæftigelse kortere”

”Læreplads og studiejob sikrer fastansættelse”