22-10-2025
Del din viden fra praksis: Deltag i Ungeløftets praksispanel
Vil du hjælpe Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) med at indsamle viden om, hvad der får flere unge i arbejde og uddannelse? Så bliv en del af Ungeløftets praksispanel.
Hvis vi som samfund skal lykkes med at få flere unge ind på arbejdsmarkedet, har vi brug for endnu mere viden om, hvad der virker, og hvad der bøvler. Derfor inviterer STAR fagfolk, praktikere, virksomheder og civilsamfundsaktører, der arbejder for at hjælpe sårbare unge ind på arbejdsmarkedet, til at blive en del af Ungeløftets praksispanel.
Hvis du tilmelder dig praksispanelet, modtager du en invitation til at deltage i undersøgelsen tre gange over to år. Det foregår elektronisk og tager ca. 15 minutter.
Du kan tilmelde dig panelet her
Med praksispanelet kan vi dele erfaringer på tværs af kommuner, psykiatri, virksomheder og civilsamfund om, hvad der virker, og hvad der ikke virker i ungeindsatsen.
STAR samarbejder med Institut for Vilde Problemer (INVI) om at indsamle den kollektive viden fra Ungeløftet. Den viden, som bliver indsamlet, vil løbende blive bearbejdet og delt med Ungeløftets partnere.
Feedbacken fra Praksispanelet gør det muligt at følge udviklingen af Ungeløftet i realtid, så kursen kan justeres løbende og tilpasses til virkeligheden.
Ungeløftet er et landsdækkende partnerskab på tværs af samfundsaktører. Formålet er at hjælpe de knap 45.000 unge i Danmark, som står uden for arbejdsmarkedet, med at realisere deres potentiale på en arbejdsplads, på en uddannelse eller i andre meningsfulde fællesskaber. Der er afsat 2,3 milliarder kroner til og med 2035 og derefter 150 mio. årligt.