Spring til hovedindhold

Rekrutteringsudfordringer stiger igen efter fald i juni

09-10-2025

STARs seneste Rekrutteringssurvey for september 2025 viser en mindre stigning i virksomhedernes rekrutteringsudfordringer sammenlignet med juni, hvor niveauet var det laveste siden genåbningen efter Covid-19.

Rekrutteringssurveyen for september 2025 giver et aktuelt billede af virksomhedernes muligheder for at ansætte nye medarbejdere. Undersøgelsen bygger på jobopslag fra perioden fra december 2024 til maj 2025.

Undersøgelsen viser:

  • Virksomhedernes rekrutteringsudfordringer stiger en smule. Samlet set oplevede arbejdsgiverne i Danmark udfordringer i 22 pct . af deres forsøg på at ansætte nye medarbejdere. Det er to procentpoint højere end i rapporten fra juni 2025, hvor niveauet var det laveste siden genåbningen efter Covid-19-pandemien.
  • 10 pct. af virksomhedernes rekrutteringsforsøg endte uden en ansættelse. Derudover blev 13 pct. af rekrutteringsforsøgene besat af en medarbejder uden alle de ønskede kvalifikationer.
  • Det svarer til, at virksomhederne oplevede udfordringer i 75.900 rekrutteringsforsøg i perioden fra december 2024 til maj 2025. Heraf endte 33.000 uden ansættelse, mens 42.900 blev besat af en kandidat uden alle de ønskede kvalifikationer. Til sammenligning oplevede virksomhederne udfordringer i 69.900 rekrutteringsforsøg i Rekrutteringssurvey fra juni 2025.
  • Der er små regionale forskelle i, hvor svært virksomhederne har ved at besætte deres ledige stillinger. Rekrutteringsudfordringerne er størst i Region Sjælland, hvor 24 pct. af rekrutteringsforsøgene gav udfordringer, mens andelen var lavest i Region Midtjylland med 21 pct.
  • Der er også variation på tværs af brancher. Udfordringerne er størst inden for landbrug, skovbrug og fiskeri, mens undervisning har de færreste problemer med rekruttering.

Rekrutteringssurveyen er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i samarbejde med HBS Economics. Rekrutteringssurveyen udkommer fire gange om året. 

Du finder Rekrutteringssurveyen for september 2025 her: