16-01-2026
116 mio. kr. fra regional uddannelsespulje er fordelt
Kommunerne modtager samlet 116,3 mio. kr. fra den regionale uddannelsespulje til at hjælpe ledige ind på arbejdsmarkedet via korte erhvervsrettede kurser.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har fordelt 116,3 mio. kr. fra den regionale uddannelsespulje til landets kommuner. Pengene har til formål at hjælpe ledige i beskæftigelse via korte, erhvervsrettede kurser.
Kurserne kan bevilges fra første ledighedsdag. På den måde kan ledige hurtigt komme i gang med opkvalificering på vejen mod beskæftigelse.
Målgruppen er alle ledige, som er omfattet af Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (undtaget personer i fleksjob).
Kurserne fremgår af positivlisterne for de områder, som de fem beskæftigelsesråd råder over. Positivlisten for hvert område findes her:
De Regionale Beskæftigelsesråd
STAR har udmeldt midlerne direkte til den enkelte kommune.