Erfaringsopsamling af projektet Motion og fællesskab på recept
I perioden 2019-2023 har ni kommuner deltaget i ”Motion og fællesskab på recept”. I de ni projekter har kommunerne arbejdet på tværs af sundheds- og beskæftigelsesforvaltninger med det formål at få erfaring med at bruge fysisk aktivitet og foreningsfællesskaber som et led i sundheds-, beskæftigelses- eller fastholdelsesindsatser.
I alt har 2.378 borgere deltaget fordelt på de ni kommuner. Ved projektets afslutning var 1.243 borgere fortsat aktive i foreningsidræt, jf. Oversigtstabellen. STAR har udarbejdet en erfaringsopsamling på baggrund af kommunernes slutrapporter, selvevalueringer og input fra DGI.
Erfaringsopsamlingen har fem hovedfund:
- Overordnet oplever borgerne, at de har fået det bedre efter at have deltaget i projektet, både fysisk og mentalt.
- I gennemsnit er halvdelen af borgerne fortsat tilknyttet foreningen, efter at de har afsluttet deres forløb i kommunen.
- Rekrutteringen har krævet en håndholdt indsats, hvor brobyggeren har spillet en vigtig rolle.
- Indsatsen fungerer bedst, når borgerne kan deltage på de hold, foreningerne udbyder i forvejen, da det er ressourcekrævende at oprette nye hold tilpasset en særlig målgruppe.
- Både foreninger og kommuner har oplevet samarbejdet som positivt og udbytterigt, men også ressourcekrævende.
Projektet har været et samarbejde mellem STAR og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.