Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Ny pulje: Bliv en del af Flere skal med 3

29-10-2021

En ny pulje skal udbrede og forankre Flere skal med-indsatsen, så endnu flere borgere kan få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Alle kommuner kan nu søge om tilskud til at blive en del af Flere skal med 3.

Der er nu udmeldt en ny Flere skal med-pulje, som har til formål at understøtte, at flest mulige borgere opnår helt eller delvis fodfæste på arbejdsmarkedet i form af ordinære løntimer. Målgruppen for puljen er aktivitetsparate borgere over 30 år.

En central ambition med initiativet er samtidig at udbrede indsatsen i endnu flere kommuner, samt at understøtte fastholdelse og forankring af ’Flere skal med-indsatsen’ som normalindsatsen til målgruppen.

Puljen skal derudover understøtte kommunerne i at etablere et godt samarbejde med psykiatrien for borgere med psykiske udfordringer.

Det nye initiativ bygger videre på de gode erfaringer fra Flere skal med 1 og 2 og sætter samtidig et særligt fokus på borgere med psykiske lidelser. De kommuner, der ønsker det, har mulighed for at deltage i en særlig psykiatri-indsats inspireret af metoden Individuelt planlagt job med støtte (IPS).

Puljen kan søges af alle kommuner, herunder kommuner der deltager i Flere skal med 2 og Afklaringspuljen.

Der er afsat cirka 52 mio. kr. til puljen, som har ansøgningsfrist den 26. november 2021 kl. 12.00.

Læs mere om puljen her:

Opslag: Pulje for Flere skal med III