Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Ny vicedirektør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

25-05-2023

Christine Schmitz bliver ny vicedirektør i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering den 15. juni. Christine Schmitz kommer fra en stilling som underdirektør i ATP, hvor hun har haft ansvar for Seniorpension og en række områder i Udbetaling Danmark.

christine-schmitz

Den nye vicedirektør Christine Schmitz kommer med et stort kendskab til og mange års erfaring med beskæftigelsesområdet samt stor viden om implementering og digitalisering. Senest har hun været med til at bygge den nye myndighed for Seniorpension op.

Direktør Jens Erik Zebis byder velkommen:

”Vi er glade for, at Christine Schmitz har takket ja til at blive en del af et stærkt hold af dygtige ledere i styrelsen. Hun er en stærk leder med en stor faglighed, indgående kendskab til og mange års erfaring med beskæftigelsesområdet. Christine vil med det kendskab i praksis kunne bidrage til den udvikling, vi står overfor. Derudover vil Christine kunne bidrage til at udvikle styrelsens arbejde med bl.a. implementering og digitalisering."

Christine Schmitz glæder sig til at begynde:

”Jeg glæder mig til at begynde som vicedirektør i styrelsen og blive en del af en faglig stærk styrelse med en vigtig samfundsopgave. Beskæftigelsesområdet er et højt prioriteret politikområde, og jeg glæder mig til at blive en del af det hold, der skal være med til at videreudvikle beskæftigelsesområdet sammen med styrelsens mange, vigtige samarbejdspartnere. Det ser jeg frem til.”