10-11-2023
Slutevaluering af effekten af a-kasseforsøget for beskæftigelsen
Den endelige slutevaluering af beskæftigelseseffekter i a-kasseforsøget viser signifikant negativ effekt på beskæftigelsen på tværs af de seks a-kasser, der deltager i forsøget i udvalgte a-kasser. Det er ikke muligt at konkludere på effekten på tværs af de tre a-kasser, der deltager i forsøget landsdækkende.
Professorerne Michael Rosholm og Michael Svarer har netop afsluttet slutevalueringen af effekterne på beskæftigelsen af a-kasseforsøget. Forsøget er en del af aftalen om en forenkling af beskæftigelsesindsatsen fra august 2018, hvor udvalgte a-kasser i en fireårig periode har ansvaret for kontaktforløbet for dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsperioden.
A-kasseforsøget blev igangsat 1. januar 2020, og der deltager ni a-kasser i forsøget, heraf deltager seks a-kasser i udvalgte kommuner og tre a-kasser deltager landsdækkende (med undtagelse af frikommuner).
Resultater for a-kasser, der deltager i udvalgte kommuner
På tværs af de seks a-kasser, der deltager i a-kasseforsøget i udvalgte kommuner, er der i gennemsnit en signifikant negativ effekt på de lediges beskæftigelsesgrad på godt 1 pct.‐point målt over de første 52 uger efter påbegyndt ledighed. Dvs. at de ledige på tværs af de seks a-kasser i gennemsnit har en lavere beskæftigelsesgrad end i sammenligningskommunerne, hvor de ledige får det almindelige kontaktforløb.
Der er negative effekter i a-kasserne FTF og BUPL. For de øvrige fire a-kasser er der ikke målt signifikante beskæftigelseseffekter, men der er både indikationer på positive effekter (3F), ingen effekter (HK og Magistrene) og negative effekter (Min A-kasse). At der ikke er målt signifikante effekter kan både skyldes stor usikkerhed i a-kasser med få deltagere, eller blot at der ikke er en effekt.
Resultater for a-kasser, der deltager i forsøget landsdækkende
I slutevalueringen forsøgte evaluator at gennemføre en effektanalyse på tværs af de tre a-kasser, der deltager landsdækkende i forsøget (Metal, FOA og Socialpædagogerne) ved at sammenholde med frikommunerne. Evaluator fandt dog, at betingelserne for en valid effektevaluering ikke kunne opfyldes. Evaluator konkluderer derfor, at det ikke er muligt at sige noget om effekten af a‐kasseforsøget på tværs af de tre a‐kasser med landsdækkende indsats.
Evaluator finder dog samtidig, at det ikke kan afvises, at betingelser for effektevaluering i to ud af de tre landsdækkende a-kasser (Metal og Socialpædagogerne) er opfyldt. For de to a-kasser finder evaluator, at beskæftigelseseffekterne af forsøget er signifikant positive for Metal og insignifikant negative for Socialpædagogerne.
Anden del af slutevaluering - Effektstudie af forsøg med mere ansvar til arbejdsløshedskasser
Tidligere evalueringer, herunder bl.a. Rambølls evalueringer af praksis og tilfredshed i forsøget kan findes på forsøgets side.
Monitorering, evaluering og tilsyn med forsøget om mere ansvar til a-kasser (a-kasseforsøget)