28-11-2023
STAR forenkler tilsyn med kommunernes beskæftigelsesindsats
Kommunerne skal bruge mindre tid på at svare på henvendelser fra STAR og mere tid på at hjælpe ledige i arbejde. Derfor har STAR forenklet tilsynet med kommunernes tidlige indsats for ledige.
Tilsynet med kommunernes indsats over for ledige, der har været uden job i seks måneder, bliver forenklet og gjort mindre bureaukratisk. Der bliver mere fokus på dialog med de kommuner, som ikke lever op til lovkravene, og færre krav om redegørelser.
Fremover skal kommunerne maksimalt svare på henvendelser to gange om året fra STAR om indsatsen for ledige, som har været uden arbejde i et halvt år. Hidtil har STAR sendt breve ud en gang hver måned til de kommuner, som ikke overholdt kravene.
Formålet med den mere enkle opfølgning på indsatsen er, at kommunerne skal bruge mindre tid på redegørelser, bureaukrati og administration. Det kan frigøre tid i kommunerne til at hjælpe ledige i arbejde.
Forenklingen af tilsynet følger op på aftalen om kommunernes økonomi for 2024, hvor regeringen i regi af et flerårigt samarbejdsprogram har forpligtet sig til at bidrage til at understøtte kommunernes lokale indsatser.
Samme lovkrav til kommunerne
Der er fortsat de samme lovkrav til kommunernes tidlige indsats for ledige. I løbet af de første seks måneders ledighed skal ledige fortsat have fire samtaler med jobcenteret.
Folk som modtager dagpenge, kontanthjælp, uddannelseshjælp og overgangsydelse skal også fortsat have mindst ét aktivt tilbud.
STAR følger op over for kommuner, hvor der er over 20 procent af de ledige, som ikke får den lovpligtige indsats henover en periode på seks måneder.
Følger op på alle ledige under ét
Som noget nyt følger STAR op på kommunernes indsats over for samtlige ledige efter seks måneder på én gang. Tidligere er der blevet sendt breve om tilsyn af op til 9 forskellige grupper af ledige i den samme måned. Kommunerne kunne for eksempel blive kontaktet på baggrund af indsatsen for ledige på dagpenge i én måned, og så blive kontaktet på baggrund af indsatsen for ledige på kontanthjælp i næste måned. Fokus bliver dermed på de kommuner, der har størst udfordringer med at leve op til lovgivningen.
I 2022 fik kommunerne 144 skriftlige henvendelser fra STAR. Forventningen er, at kommunerne kun vil modtage en tredjedel af de henvendelser i forhold til, hvad de tidligere fik på et år.
Konkrete ændringer
Helt konkret bliver STARs tilsyn med kommunernes tidlige indsats forenklet så:
- STAR følger op halvårligt frem for hver måned. De første henvendelser til kommunerne kommer til at ske i marts 2024, hvor der bliver fulgt op på baggrund af tal fra 2. halvår af 2023.
- STAR følger op på samtlige ledige under ét frem for at følge op for 9 forskellige grupper.
- STAR følger op på en samlet periode på 6 måneder i stedet for at følge op hver eneste måned på de seneste tre måneder.
- STAR tilbyder hjælp til kommunerne frem for at stille krav om redegørelser og handleplaner.
Hvis der er spørgsmål til ændringerne i opfølgningen fra STAR af den tidlige indsats, kan STARs regionale Arbejdsmarkedskontor kontaktes:
Regionale kontorer i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Læs mere om opfølgning på kommunernes tidlige indsats:
Opfølgning på kommunernes tidlige indsats