01-05-2025
Støtte til indsats for ordblinde og læse-, skrive- og regneudfordrede. Frist 15. juni
Udfordringer med at læse, skrive og regne kan have betydning både fagligt og socialt. Derfor kan flere både offentlige og private aktører nu søge penge til indsatser for ordblinde og læse-, skrive- og regneudfordrede. Fristen er den 15. juni.
I Danmark er der fortsat mange, der oplever udfordringer med basale færdigheder som at læse, skrive og regne. For nogle er disse udfordringer forbundet med ordblindhed. Ifølge OECD’s undersøgelse PIAAC fra 2024 anslås det, at omkring 550.000 voksne i Danmark har læse- og regnefærdigheder på et lavt niveau. Det betyder, at mange står over for barrierer, der ikke kun begrænser deres muligheder til at få job, men også gør det svært at fastholde et job eller deltage i yderligere uddannelse.
Behovet for en særlig indsats
Udfordringer med basale færdigheder er en samfundsudfordring med konsekvenser for beskæftigelse og social mobilitet. Derfor er det afgørende at forbedre adgangen til kurser og støtte, som kan styrke den enkeltes muligheder.
10 mio. kr. afsat til indsatser
Aftalepartierne bag årets finanslov har afsat ca. 10 mio. kr. til en målrettet indsatser, der skal styrke færdighederne hos ordblinde og personer med læse-, skrive- og regneudfordringer.
Tilskud kan søges af:
• Kommuner
• Private og offentlige virksomheder
• A-kasser
• Faglige organisationer
• Uddannelsesinstitutioner
• Brancheorganisationer
Dette brede ansøgerfelt er med til at sikre, at initiativerne forankres bredt i samfundet, og at der tænkes innovativt i forhold til, hvordan man bedst støtter personer med basale færdighedsudfordringer.
Vil du vide mere?
Hvis du er interesseret i at vide mere om ansøgningspuljen og hvordan du kan søge, kan du finde yderligere information her:
Opslag: Tilskud til indsats for ordblinde og læse- og skrivesvage - FL § 17.46.30.40