Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Børn med forældre på kontanthjælp får ret til fritidstillæg

26-06-2025

Børn med forældre i kontanthjælpssystemet får ret til et fritidstillæg, når kontanthjælpsreformen får virkning den 1. juli 2025. Sagsbehandlere skal vejlede om, hvordan forældre skal dokumentere.

Et nyt fritidstillæg skal understøtte, at børn med forældre, som modtager kontanthjælp, kan få et mere aktivt kultur- og fritidsliv.

Regeringen og partierne i forligskredsen har ønsket, at flere børn af forældre i kontanthjælpssystemet får mulighed for at gå til for eksempel fodbold eller badminton, og at børnene får bedre betingelser for at kunne deltage i sociale og faglige arrangementer både i og uden for skole og dagtilbud.

Fritidstillægget er øremærket børnenes fritidsaktiviteter. Derfor skal forældrene hver tredje måned dokumentere, at mindst en tredjedel af pengene fra fritidstillægget er blevet brugt til børnenes fritidsliv.

Det kan forældrene gøre digitalt ved at ’uploade’ dokumentation via Borger.dk eller ved at aflevere kvitteringer fysisk til en sagsbehandler i kommunen.

Pengene bliver udbetalt til den forælder, som barnet har folkeregisteradresse hos, når forælderen har haft ret til kontanthjælp i tre måneder. Herefter udbetales pengene hver måned sammen med kontanthjælpen.

Der udbetales kun ét fritidstillæg pr. barn. Hvis en forælder ikke indsender kvitteringer for en tredjedel af beløbet, stopper udbetalingen af fritidstillægget, indtil forældreren igen indsender dokumentation.

Beløbet er på 450 kr. pr. måned pr. barn. Dog udbetales der maksimalt til tre børn pr. familie. Børn af enlige forsørgere vil modtage 112,5 kr. pr. måned. Det skyldes, at enlige forsørgere i forvejen har mulighed for at modtage et børnetilskud, som kan dække nogle af de samme udgifter.

Fritidstillægget kan bruges til børnene på:

  • Fritidstilbud, fx sportsaktiviteter og udstyr/beklædning i den forbindelse.
  • Kulturtilbud for børn, fx biograf, teater, museum m.v.
  • Sociale og faglige arrangementer i forbindelse med skole-, dag- og fritidstilbud, fx skolekoloni, studieture m.v.
  • Udstyr til uddannelse, herunder fx skoletaske, computer m.v. Læs mere om fritidstillægget her.

Se spørgsmål og svar om nyt ydelsessystem - herunder fritidstillægget

For at understøtte at flest muligt får gavn af fritidstillægget, er der afsat 41 millioner kr. i perioden 2025 - 2028 til etablering af følgeordninger, hvor frivillige hjælper udsatte børn og unge med at komme til fritidsaktiviteter.

Se mere: Seks organisationer får støtte til følgeordninger med frivillige