Spring til hovedindhold

Beskæftigelsesreform: Tre lovforslag sendes nu i høring

13-10-2025

Tre lovforslag, der udmønter anden del af beskæftigelsesreformen er sendt i høring. Det drejer sig om forslag til en ny hovedlov om aktiv beskæftigelsesindsats og en ændringslov om et værdigt sanktionssystem og ny reduceret sygedagpengesats mv. Derudover et lovforslag om konsekvensrettelser. Høringsfrist: den 10. november.

Godt 6 måneder efter aftalen om beskæftigelsesreformen blev indgået, bliver sidste del af lovforslagene, der udmønter aftalen, nu sendt i høring. I alt bliver tre lovforslag sendt i offentlig høring fra den 13. oktober til den 10. november.

Det drejer sig for det første om et forslag til en ny hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der er en ny gennemskrevet og forenklet hovedlov. Hovedloven udmønter bl.a. initiativer om fem nye målgrupper, afskaffelse af jobafklaringsforløb, fremrykket og udvidet afklaring for borgere længere fra arbejdsmarkedet og ny resultatbaseret opfølgning. 

Det andet lovforslag indeholder bl.a. ændringer i sygedagpengesystemet og et nyt sanktionssystem, herunder indførslen af ny reduceret sygedagpengesats. Lovforslaget udmønter også initiativet om, at borgere længere fra arbejdsmarkedet i udgangspunktet ikke skal sanktioneres. 

Derudover er der et konsekvenslovforslag med lovtekniske tilpasninger af andre lovgivninger, hvor der henvises til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) indgik den 9. april 2025 sammen med Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre Aftale om reform af beskæftigelsesindsatsen – Mere værdighed, større frihed og færre regler. 

Aftalen er en gennemgribende forandring og forenkling af beskæftigelsessystemet med fokus på større frihed og en mere værdig indsats, der giver bedre mening for borgere og medarbejdere.

Den offentlige høring giver interessenter på beskæftigelsesområdet mulighed for at bidrage med viden og input til det videre lovarbejde. 

Du kan finde lovforslagene på Høringsportalen:

Høringsportalen høringsdetaljer om hovedlov

Høringsportalen høringsdetaljer om ændringslov om sygedagpenge og sanktioner m.v.

Høringsportalen høringsdetaljer om konsekvensændringslovforslag

Du kan læse mere om implementering af Beskæftigelsesreformen her