26-11-2025
121,8 mio. kroner til at opkvalificere medarbejdere og ledere i kommuner og a-kasser
Kommuner og a-kasser kan nu søge midler til opkvalificering af medarbejdere og ledere for bedre at understøtte overgangen til en ny beskæftigelsesindsats.
Der er i alt afsat 121,8 mio. kr. til opkvalificering af medarbejdere og ledere fra 2026 til 2028. Midlerne udgør 30,4 mio. kr. i 2026, 45,7 mio. kr. i 2027 og 45,7 mio. kr. i 2028.
Formålet med midlerne er at understøtte kommuner og a-kasser i overgangen til en ny beskæftigelsesindsats med mere frihed og færre proceskrav.
Når beskæftigelsesreformen træder i kraft næste år, bliver der større fokus på frihed til at tilrettelægge beskæftigelsesindsatsen, så den passer til den enkelte borger og lokale forhold. Det stiller nye faglige krav til arbejdet i kommuner og a-kasser.
”Med større frihed og færre regler følger flere faglige skøn i arbejdet med ledige borgere. Vi ved, at dygtige medarbejdere og ledere virker, og derfor er der afsat midler til at styrke fagligheden, når reformens intentioner skal omsættes til praksis.” siger Emil Østergård, kontorchef i STAR.
Midlerne fordeles ud fra objektive kriterier, og der er lagt vægt på en enkel ansøgningsproces, hvor kommuner og a-kasser blot skal tilkendegive på STARs tilskudsportal, at de ønsker de fordelte midler til opkvalificering. For at sikre et tilstrækkeligt fokus på, at medarbejdere og lederes viden og kompetencer efterfølgende bliver brugt i praksis, stilles der krav om 20 pct. medfinansiering i 2027 og 2028.
Ansøgningsfristen er 9. januar 2026 kl. 12:00.