Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Indberetning af blokader på virksomheder

Modul til fagforbund til indberetning af lovlige arbejdskonflikter mhp, at der ikke gives opholds- og arbejdstilladelse til borgere uden for EU/EØS til konfliktramte stillinger.

Løsningen understøtter fagforbundenes pligt til indberetning af lovlige arbejdskonflikter fra 1. januar 2015.

Indberetningspligten følger af § 44 h i udlændingeloven, som blev indført med vedtagelsen af L 61 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven og lov om Det Centrale Personregister (Reform af international rekruttering) torsdag den 18. december 2014. Med lovforslaget sikres det bl.a., at Styrelsen for international rekruttering og integration (SIRI) ikke giver opholds- og arbejdstilladelse til borgere fra lande uden for EU/EØS til konfliktramte stillinger i virksomheder, hvis styrelsen er bekendt med, at ansættelsesområdet er omfattet af en lovlig arbejdskonflikt.

De faglige lønmodtagerorganisationer har konkret viden om iværksatte arbejdskonflikter og viden om, hvornår en konflikt afsluttes. Det gælder både lovlige arbejdskonflikter iværksat af lønmodtagerorganisationerne (strejke og blokade) og lovlige arbejdskonflikter iværksat af arbejdsgiverne (lockout og boykot).

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»§ 44 h. De faglige lønmodtagerorganisationer indberetter til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, når en virksomhed omfattes af en lovlig arbejdskonflikt, og når en lovlig arbejdskonflikt, som lønmodtagerorganisationen tidligere har indberettet til styrelsen, ophører eller udvides.«

Indberetningspligten gælder alene iværksatte arbejdskonflikter, der involverer virksomheder etableret i Danmark, dvs. virksomheder registreret i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR). Der kan indberettes hovedkonflikter og sympatikonflikter for hver enkelt virksomhed omfattet af konflikten. 

Vejledning til indberetning af lovlige konflikter (pdf)

 

Sidst opdateret: 07-03-2024