Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Arbejdsgivernes udfordringer med ansættelser er stabile

19-12-2024

STARs nyeste rekrutteringssurvey viser, at virksomhedernes udfordringer med at ansætte nye medarbejdere har været stort set uændret i over et år.

Rekrutteringssurveyen for december 2024 giver et billede af virksomhedernes muligheder for at ansætte nye medarbejdere. Undersøgelsen fra december 2024 bygger på jobopslag fra perioden fra marts til august 2024.

Undersøgelsen fra december viser:

  • Virksomhederne har fortsat udfordringer med at rekruttere. Samlet set var der udfordringer i 24 procent af arbejdsgivernes forsøg på at ansætte nye medarbejdere. Det er ét procentpoint højere end i rapporten fra september 2024.
  • Udfordringerne består i, at i 11 procent af virksomhedernes rekrutteringsforsøg blev de ledige stillinger ikke besat. Derudover blev 13 procent af virksomhedernes ledige stillinger besat med en ny medarbejder, som ikke havde alle de ønskede kvalifikationer.
  • Målt i antal rekrutteringsforsøg svarer det til, at virksomhederne oplevede udfordringer i 88.600 rekrutteringsforsøg i perioden fra marts til august 2024. I 40.600 af tilfældene endte rekrutteringsforsøgene med, at der ikke blev ansat nogen. Derudover var der 47.900 tilfælde, hvor den ansatte ikke levede op til alle arbejdsgiverens ønsker.
  • På tværs af de enkelte regioner er der forskel, hvor svært virksomhederne har ved at besætte deres ledige stillinger. De nyeste tal viser, at udfordringerne med at rekruttere nye medarbejdere er mindst i Østjylland og Hovedstaden og størst på Sjælland og i Vestjylland.
  • Der er også store forskelle på rekrutteringsudfordringerne på tværs af brancher. Udfordringerne er størst inden for hotel- og restauration samt ejendomshandel og udlejning og mindst inden for finansiering og forsikring samt undervisning.

Rekrutteringssurveyen er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i samarbejde med HBS Economics.

Rekrutteringssurveyen udkommer fire gange om året. 

Du finder rekrutteringssurveyen for december 2024 her

Metoden bag undersøgelsen kan du læse mere om her