Her kan du læse mere om den planlagte udmøntning af beskæftigelsesreformen. Herunder hvornår de forskellige initiativer forventes at træde i kraft.
De endelige ikrafttrædelsestidspunkter afhænger af vedtagelsen i Folketinget.
Hvordan udmøntes aftalen om en beskæftigelsesreform?
Aftalen om en beskæftigelsesreform udmøntes i to faser og i syv forskellige lovforslag.
Første fase indeholder bl.a. et ændringslovforslag, som er fremsat i Folketinget og forventes at træde i kraft hhv. 1. februar og 1. juli 2026.
Anden fase indeholder forslaget til en ny hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v. (LAB) samt ophævelse af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv. (LOB), som forventes at træde i kraft 1. januar 2027. Konsekvenser i øvrig lovgivning, som følger af den nye hovedlov, udmøntes i et særskilt lovforslag ligeledes med ikrafttræden 1. januar 2027.
Endeligt indeholder anden fase også et ændringslovforslag med ændringer i sanktions- og sygedagpengesystemet, som ligeledes forventes at træde i kraft 1. januar 2027.
Reduceret brug af øvrig vejledning og opkvalificering (ØVO) og mentor-ordningen forventes at træde i kraft i løbet af 2026 i et særskilt lovforslag. Initiativet om ændring af regler for stop af udbetaling af forsørgelsesydelser for retspsykiatriske patienter forventes at træde i kraft 1. januar 2026. Lovforslag om ændring af lov om Den Sociale Investeringsfond er fremsat af Social- og Boligministeren og forventes at træde i kraft 1. januar 2026.
Initiativer der forventes at træde i kraft den 1. februar 2026
De initiativer, som forventes at træde i kraft med det første lovforslag den 1. februar 2026, er:
- Afskaffelse af revalidering
- Afskaffelse af pligt til læse-, skrive- og regnetest
- Afskaffelse af pulje til uddannelsesløft
- Afskaffelse af ressourceforløb
- Afskaffelse af jobrotation
- Bortfald statslig VEU-koordinering
- Afskaffelse af krav om jobcenter og frihed i organisering
- Kommunalpolitisk forankring i overgangen til en ny organisering
- Afskaffelse af skærpet tilsyn
- Målretning af puljer (afskaffelse af regler om den centrale pulje Bevillinger ophører 1. januar)
- Hjemmel til kommunernes og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings behandling af personoplysninger i kunstige intelligens-løsninger
- Bedre hjælp til jobsøgning med kunstig intelligens
- Styrket virksomhedsservice – krav om én indgang for virksomheder i kommunerne
- Bedre virksomhedsindsats og bæredygtighedsrapportering gennem data (udstilling af værktøj først klar senere).
Initiativer der forventes at træde i kraft den 1. juli 2026
De initiativer, som forventes at træde i kraft med første lovforslag den 1. juli 2026, er:
- Nye kontaktforløb med færre proceskrav
- Afskaffelse af særlig støtte
- Afskaffelse af ret til uddannelsesmentor
- Afskaffelse af kontinuerlig indsats for unge
- Mere fleksible rammer for tilbud i indsatsen
- Fri organisering af den tværfaglige indsats og afskaffelse af krav om rehabiliteringsteams
- Bedre sammenhæng mellem private og offentlige selvbetjeningsløsninger
- Ensartet sundhedsfaglig rådgivning og vurdering
- Sygemeldte fra beskæftigelse flyttes ud af beskæftigelsesindsatsen og mere fleksible opfølgningsforløb
- Bedre mulighed for digital indsats for sygemeldte
- Bedre sammenhæng mellem private og offentlige selvbetjeningsløsninger.
Initiativer der forventes at træde i kraft den 1. januar 2027
De initiativer, som forventes at træde i kraft den 1. januar 2027, er:
- Fem nye målgrupper
- Afskaffelse af jobafklaringsforløb
- Fritagelse af fleksløntilskud fra modregning i pension (gælder for efterreguleringen af de fleksløntilskud, der udbetales i løbet af 2026)
- Styrket fokus på job i visitationen af kontanthjælpsgruppen
- Forenkling af reglerne for unge dagpengemodtagere uden en uddannelse
- Fremrykket og udvidet afklaring for borgere længere fra arbejdsmarkedet
- Bedre mulighed for pause fra beskæftigelsesindsats og enklere administration af fritagelser
- Afskaffelse og harmonisering af særregler i beskæftigelsesindsatsen
- Ny resultatbaseret opfølgning
- En række initiativer vedr. sanktionssystemet, herunder at borgere længere fra arbejdsmarkedet som udgangspunkt ikke skal sanktioneres.
Hvornår bliver lovforslagene behandlet i Folketinget?
Lovforslaget i første fase, der skal træde i kraft hhv. den 1. februar og den 1. juli 2026, blev fremsat 5. november 2025 i Folketinget. STAR forventer, at lovforslaget bliver behandlet i Folketinget i perioden november 2025 – januar 2026.
STAR forventer, at de lovforslag, der skal træde i kraft den 1. januar 2027, bliver behandlet i Folketinget fra februar 2026.