Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Ny fokusrevision af indsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere offentliggjort

28-03-2022

Fokusrevision af kommunernes indsats for uddannelseshjælpsmodtagere viser, at kommunerne i langt overvejende grad forvalter loven og intentionerne bag ordningen.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har fået gennemført en fokusrevision af kommunernes forvaltning af indsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere, som revisionsvirksomheden BDO har stået for at udarbejde. Formålet med en fokusrevision er at opnå viden om, kommunerne forvalter en særlig del af beskæftigelsesindsatsen i overensstemmelse med lovgivningen og intentionerne bag.

Fokusrevisionen viser, at kommunernes forvaltning af indsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere i langt overvejende grad stemmer overens med loven og intentionerne bag ordningen. De centrale konklusioner er blandt flere:

  • Kommunerne møder de unge rettidigt og får en samtale inden for den første uge af deres forløb.
  • Kommunerne visiterer de unge rettidigt.
  • Kommunerne har styrket deres ledelsestilsyn på ungeområdet.

Fokusrevisionen peger dog også på, at:

  • der mangler dokumentation af uddannelsespålæg ved første samtale og vurdering af behov for og afvikling af læse-, skrive- og regnetest inden for den første måned af den unges forløb.
  • der mangler vejledning af de unge om 225-timers reglen og vejledning om muligheden for koordinerende sagsbehandler for de aktivitetsparate unge.
  • fokus på jobsøgning og CV for åbenlyst uddannelsesparate kan styrkes.

Kommunerne vil i forlængelse af offentliggørelsen blive inviteret til et webinar, hvor fokusrevisionens resultater præsenteres. Webinaret er relevant for både ledere og sagsbehandlere.

Til webinaret kan kommunerne blive klogere på, hvilke områder af indsatsen som forvaltes i overens med loven og intentionerne bag ordningen, og hvilke område som med fordel kan styrkes. 

Webinaret bliver afholdt 22. april 2022 kl. 11:00. Alle kommuner modtager snart en invitation herom.

Du kan læse fokusrevisionen her:

Fokusrevisionen om indsatsen for uddannelseshjælpsmodtagere