Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Kvalitetssikring og test af it-forretningssystemer, der gør en forskel for hele Danmark

Har du lyst til at bidrage til samspillet mellem udvikling og forretning på it-systemer, der anvendes af borgere, sagsbehandlere og virksomheder i hele Danmark? Er kvalitetssikring og test noget for dig? Så har vi en spændende stilling i vores agile udviklingsafdeling.

Bidrag til it-løsninger, der skaber værdi for brugerne 

I Digitaliseringskontoret er vi med til at forme fremtidens digitale Danmark på beskæftigelsesområdet. Vi har ansvaret for den digitale udvikling og drift af de forretningssystemer, der understøtter beskæftigelsesindsatsen på landsplan.

Som vores nye kollega skal du hjælpe os med at sikre kvaliteten af vores it-løsninger. Du bliver en del af en Single Point of Contact-funktion (SPOC), der består af fire medarbejdere. Sammen har I ansvaret for at gennemføre test på vegne af brugere i hele systemlandskabet.

Derudover samarbejder I om tværgående opgaver relateret til vores supportenhed på Bornholm, releaseaktiviteter og mindre projekter, som kan optimere test og support på tværs af vores udviklingsafdeling.

Du kommer til at sidde i det udviklingsteam, der arbejder med vores virksomhedsrettede løsninger. Gennem dit arbejde med test og support af systemerne vil du opbygge en vigtig forretningsforståelse, som er central i den videre udvikling af systemerne. Derfor vil du også få en væsentlig rolle som vidensperson i teamet og vil, i tæt samarbejde med vores Produkt Owner, få et stort medansvar for, at vi udvikler og vedligeholder løsninger, der skaber reel værdi for brugerne.

Dine opgaver vil bl.a. være, at: 

  • gennemføre test som bruger af systemerne
  • koordinere testindsats på tværs af SPOC og supporten
  • udarbejde releasenoter til jobcentre og a-kasser
  • udarbejde vejledningstekster til brugere af systemerne
  • være kontaktperson for supportenheden på Bornholm og føre tilsyn med deres arbejde
  • udarbejde retningslinjer for samarbejdet med supportenheden på Bornholm og retningslinjer i forhold til specifikke arbejdsopgaver
  • bidrage til prioritering af fejl på STARs forretningssystemer
  • lede eller deltage i mindre projekter, der styrker test- og supportarbejdet.

Teamet varetager desuden en daglig vagt i tilfælde af, at der opstår kritiske fejl. Vagten fordeles ugevis i SPOC, og når du har vagten, skal du være til stede i tidsrummet kl. 8 – 15. Du vil desuden indgå i en vagtordning i forbindelse med fire årlige releases (aften og weekend).

Bliv en del af noget større

Du bliver en del af styrelsens digitaliseringskontor, som har en bred opgaveportefølje med alt inden for kontraktstyring og GDPR til it-projektledelse og it-drift.

Du får cirka 45 dygtige og engagerede kollegaer, som arbejder på tværs af fagligheder og værdsætter både det faglige og det sociale fællesskab.

Derudover bliver du en del af vores agile udviklingsafdeling, STAR City, hvor omkring 100 eksterne konsulenter arbejder tæt sammen med os. Vi sidder alle sammen i styrelsens lokaler.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har let ved at sætte sig ind i nye forretningsområder og komplekse it-systemer
  • har stærke kommunikative evner og kan formulere dig klart og korrekt på dansk både mundtligt og skriftligt
  • har gode samarbejdsevner og trives i et miljø med mange interessenter
  • kan navigere mellem politiske, faglige og tekniske interesser
  • er struktureret, god til at planlægge og kan arbejde selvstændigt
  • har erfaring med eller lyst til at sætte dig ind i arbejdet med test af it-forretningssystemer
  • har en akademisk uddannelse.

Det er en fordel, hvis du har kendskab til beskæftigelsesområdet, særligt vores virksomhedsrettede løsninger, VITAS og Jobnet for Arbejdsgivere, men det er ikke et krav. Du vil få en grundig oplæring, og der er et godt samarbejde i teamet, hvor I hjælpes ad i pressede situationer.

Løn- og ansættelsesvilkår 

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. august 2025 eller efter aftale.

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.

Dit daglige arbejdssted er Vermundsgade 38, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte teamchef Natasha d’Souza Krogh på tlf.nr. 72217531.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Jóna Thomsen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf. 7220 5272.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer senest søndag den 8. juni 2025.

Vi forventer at holde 1. samtale i uge 24 og 2. samtale i uge 25. 

Vi ser frem til at læse din ansøgning.
 

Send ansøgning
Sidst opdateret: 26-03-2025