Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

110 procent dagpenge: Birthe hjælper ledige voksne i gang med uddannelse

07-02-2024

Voksne ledige, som er ufaglærte eller har forældet erhvervsuddannelse, har fået bedre chancer for at komme ind på arbejdsmarkedet. Sådan lyder det fra en uddannelseskonsulent, som har hjulpet flere i gang med en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge.

Birthe Vejlgård Samuelsen hjælper og taler til dagligt med borgere, der har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Det gør hun gennem sit arbejde som uddannelseskonsulent i Nordsjællands Rekrutterings Service, som er et samarbejde mellem ni kommuner i Nordsjælland.

En af de ordninger, som Birthe Vejlgård Samuelsen ofte nævner for borgere, der enten er ufaglærte eller har en forældet erhvervsuddannelse, er uddannelsesløft på 110 procent dagpenge. En ordning, der giver ledige med retten til uddannelsesløft mulighed for at tage en erhvervsuddannelse på 110 procent dagpenge, og som blev gjort permanent med finansloven for 2024.

"Ordningen giver borgere mulighed for at få et bedre arbejdsliv. Med en erhvervsuddannelse får man bedre løn, bedre jobsikkerhed og mindre nedslidning. Jeg oplever ofte, at jobsikkerhed og bedre løn er de to afgørende faktorer for de mennesker, som jeg snakker med, så jeg opfordrer altid borgere til at gøre brug af ordningen," siger Birthe Vejlgård Samuelsen.

Top 10: Se de mest populære uddannelser på 110 procent dagpenge

Uddannelsesløft som industrioperatør

En af de personer, som Birthe Vejlgård Samuelsen har hjulpet videre i uddannelse, er 40-årige Dennis Suwala, der er ved at tage uddannelsen som industrioperatør.

Første gang, de to møder hinanden, er tilbage i maj 2022, efter at Dennis Suwalas sagsbehandler har henvist ham til en uddannelseskonsulent.

"Dennis kom til mig med et ønske om et uddannelsesløft som industrioperatør. Han havde på det tidspunkt en forældet uddannelse indenfor IT, som gjorde det svært for ham at få foden ind på arbejdsmarkedet. Fordi industrioperatør fremgår af positivlisten, var 110 procent dagpenge en oplagt mulighed for Dennis," siger Birthe Vejlgård Samuelsen.

For Dennis Suwala var det en kærkommen chance:

"Jeg var så uheldig, at min daværende arbejdsplads gik konkurs, så jeg endte i ledighed, og hver gang jeg sendte en ansøgning mod industrien, fik jeg afslag, fordi de ikke syntes, at jeg havde nok erfaring. Så da jeg snakkede med Birthe om 110 procent dagpenge, tænkte jeg, at det var en oplagt mulighed," siger han.

Dennis Suwala har siden februar 2023 været i lære hos plastvirksomheden J. Kreds & Co i Skævinge, hvor han er i gang med at færdiggøre sin erhvervsuddannelse.

Mod til at tage springet

I 2023 hjalp Nordsjællands Rekrutterings Service omkring 35-40 borgere i gang med at tage en uddannelse med 110 procent dagpenge. Hvis man spørger Dennis, er det de 110 procent dagpenge, som har gjort det muligt for ham at tage en uddannelse som voksen.

"Når man har lejlighed, bil og andre udgifter, der skal betales hver måned, er det altafgørende med en indkomst. Så da jeg fandt ud af, at jeg kunne læse til industrioperatør og få 110 procent dagpenge, så havde jeg pludselig mulighed for at tage en uddannelse. Det var derfor, jeg tog springet," siger Dennis Suwala.

Den 4. april 2024 er Dennis færdiguddannet og kan kalde sig industrioperatør. En titel, som åbner døre til et arbejdsmarkedet, hvor han tidligere har haft svært ved at finde fodfæste.

"Rigtig mange bruger industrioperatører, og der er en bred vifte af erhverv, man kan arbejde indenfor. Jeg har altid gerne ville prøve kræfter med at arbejde indenfor industrien, så jeg glæder mig til, jeg bliver færdiguddannet," fortæller Dennis Suwala.

Uddannelsesvejledning

Når Birthe Vejlgård Samuelsen tænker tilbage på sine år som uddannelseskonsulent, er Dennis Suwalas historie blot én ud af mange. Og hun har med egne øjne set, hvilken forskel en erhvervsuddannelse kan gøre.

"Min største bøn er, at folk kommer noget tidligere i gang med at tage en erhvervsuddannelse frem for at arbejde tre til fem år mere som ufaglært eller gå med en forældet uddannelse. Det vil man kunne bremse den fysiske nedslidning og bevare meget god arbejdsevne ved," fortæller Birthe Vejlgård Samuelsen.

I Halsnæs Kommune, som er med i samarbejdet om Nordsjællands Rekrutterings Service, er de blandt andet begyndt at tilbyde alle nye tilmeldte at komme til en samtale med en uddannelsesvejleder.

"Jeg tror, at det med at tilbyde uddannelsesvejledning tidligt i folks ledighedsforløb er en rigtig god idé. Derudover tror jeg, det er en god idé at afholde informationsmøder på erhvervsskolerne, som er målrettet voksne og ikke 17-årige, der er et helt andet sted i livet," siger Birthe Vejlgård Samuelsen.

Faktaboks: Sådan er reglerne for 110 procent dagpenge

Retten til at tage en faglært uddannelse med 110 procent dagpenge er gjort permanent med finansloven for 2024 og trådte i kraft allerede mellem jul og nytår 2023.

Ordningen gælder for dagpengemodtagere, som er fyldt 30 år og er ufaglærte eller faglærte med en forældet uddannelse. Erhvervsuddannelserne, som ledige kan påbegynde under ret til uddannelsesløft med 110 procent dagpenge, fremgår af en positivliste.

Positivlisten er blevet videreført, som den har set ud siden 1. juli 2023. Uddannelserne på positivlisten er valgt ud fra, at de skal være målrettet områder med mangel på arbejdskraft.

Positivliste for ret til uddannelsesløft med 110 pct. dagpengesats (pdf) (nyt vindue)

Find 'one pager' om 110 procent dagpenge

Se printervenligt faktaark med et kort overblik over, hvem der kan tage erhvervsuddannelse med 110 procent dagpenge:

Erhvervsuddannelse med 110 procent dagpenge (pdf) (nyt vindue)