Ydelse i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption

Man kan få barselsdagpenge i forbindelse med graviditet, fødsel og adoption.

Barselsdagpenge sikrer økonomisk kompensation, når ens indtægt falder bort, fordi man udnytter retten til fravær i forbindelse med barsel.

Betingelser for barselsdagpenge

Retten til barselsdagpenge forudsætter, at man har haft en tilknytning til arbejdsmarkedet. Man kan få barselsdagpenge som lønmodtager og som selvstændig erhvervsdrivende, hvis man opfylder et krav om beskæftigelse.

Som lønmodtager er det en betingelse, at man

  1. har været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de seneste 13 uger før sin barsel, og at man i denne periode har arbejdet mindst 120 timer, eller
  2. ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, en ydelse, der træder i stedet herfor, eller til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, hvis der ikke havde været ret til barselsdagpenge,
  3. ville have været berettiget til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. lov om arbejdsløshedsforsikring, hvis der ikke havde været ret til barselsdagpenge,
  4. inden for den seneste måned har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed,
  5. er elev i lønnet praktik i en uddannelse, der er reguleret ved eller i henhold til lov, eller
  6. er ansat i fleksjob efter § 70 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Som selvstændig er det en betingelse, at man inden for de sidste 12 måneder har drevet selvstændig virksomhed i mindst halvdelen af den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid (18,5 timer) i mindst 6 måneder, heraf den seneste måned forud for fraværet.

Barselsdagpenge beregnes på grundlag af lønindtægt og anden indtægt, der erstatter lønindtægt og selvstændige erhvervsindtægt.

Satser for barselsdagpenge

Som mor kan man holde graviditetsorlov med barselsdagpenge i 4 uger, før man forventer at føde. Som mor har man desuden pligt til fravær fra arbejdet de første 2 uger efter fødslen. Derudover har man ret til yderligere 12 ugers fravær. Hvis man som mor opfylder beskæftigelseskravet, har man ret til barselsdagpenge de første 14 uger efter fødslen.

Fædre og medmødre har ret til at holde 2 ugers orlov i de første 14 uger efter barnets fødsel eller modtagelse i hjemmet. Lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende kan afholde de 2 ugers orlov fleksibelt.

For en lønmodtager betyder det, at der kan indgås aftale med arbejdsgiveren om, at orloven deles op. Det kan f.eks. aftales, at orloven afholdes i hele uger eller på enkelte dage inden for de første 14 uger efter barnets fødsel. Selvstændige kan frit placere de to ugers orlov inden for 14 ugers perioden.

Ledige skal holde de to ugers fædre- eller medmødreorlov i en sammenhængende periode efter barnets fødsel eller modtagelse i hjemmet.

Adoptivforældre, der er lønmodtagere eller selvstændigt erhvervsdrivende, har den samme mulighed som biologiske forældre for at afholde de to ugers orlov fleksibelt, det vil sige, at orloven kan afholdes i ikke-sammenhængende perioder.

Forældre har ret til barselsdagpenge i tilsammen 32 uger af de 64 uger, hvor de har ret til fravær under forældreorlov efter de første 14 uger.

Love og regler om barselsdagpenge

Barselsloven (nyt vindue)

Barselsbekendtgørelsen (nyt vindue)

Bekendtgørelse om barselsdagpenge til søfarende (nyt vindue)

Bekendtgørelse om digital kommunikation via Nemrefusion (nyt vindue)

Bekendtgørelse om indbetaling af ATP-bidrag ved udbetaling af syge- og barselsdagpenge (nyt vindue)

Lov om ophævelse af lov om barselsudligning for selvstændigt erhvervsdrivende (nyt vindue)

Vejledninger om barselsdagpenge

Vejledning om ret til orlov og dagpenge ved barsel (nyt vindue)

Vejledning om barsel og ferieydelse (nyt vindue)

Vejledning om ret til dagpenge efter barselsloven ved pasning af alvorligt syge børn (nyt vindue)

Vejledning om EF-reglerne om social sikring – Del V Barsels-dagpenge (nyt vindue)

Information om barsel og ferie (nyt vindue)

Til sagsbehandlere

Er du sagsbehandler, kan Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering vejlede generelt om reglerne. Du kan finde praksis på området på Ankestyrelsens hjemmeside.

Ankestyrelsens hjemmeside (nyt vindue)

Til borgere

Hvem kan vejlede?

Det er Udbetaling Danmark, som udbetaler barselsdagpenge. Du skal kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har spørgsmål om barselsdagpenge.

Du kan planlægge din barselsorlov med selvbetjeningsløsningen ’Din Barsel’ på borger.dk.

Barsel og orlov på borger.dk (nyt vindue)

Kontakt Udbetaling Danmark (nyt vindue)

Udbetaling Danmark

Hvor kan du klage?

Du kan klage til Ankestyrelsen over Udbetaling Danmarks afgørelser om ret til barselsdagpenge.

Til virksomheder

En arbejdsgiver, der udbetaler hel eller delvis løn under en medarbejders barsel kan få refusion af barselsdagpengene.

Arbejdsgivers refusion ved sygdom og barsel

Sidst opdateret: 26 feb 2018