Jobcentrenes indsats over for udenlandske jobsøgende
Indsatsen over for udenlandske jobsøgere svarer i udgangspunktet til indsatsen over for danske jobsøgere.
Jobcentrenes forpligtelser over for selvforsørgende udenlandske jobsøgere, herunder ægtefæller, samlevende og studerende, svarer til forpligtelserne over for danske selvforsørgede ledige. Det betyder:
- At jobcentrene har en generel vejledningsforpligtelse over for udenlandske jobsøgere.
- At udenlandske jobsøgere kan tilmelde sig som ledig i jobcentret.
- At jobcentrene har pligt til at give alle selvforsørgende, der beder om det, et tilbud efter integrationslovens § 23 a - § 23 c eller LAB-lovens kapitel 11-12 eller 14, medmindre jobcentret skønner, at et tilbud ikke vil forbedre den pågældendes muligheder for at opnå beskæftigelse.
- At jobcentrene efter en konkret vurdering kan give tillægsydelser efter LAB-lovens kapitel 27 og 28.
Pligten til at give tilbud til selvforsørgende udlændinge følger af integrationslovens kapitel 4 a og § 23, stk. 5. Selvforsørgende udlændinge, der ikke er omfattet af retten til tilbud efter integrationsloven, kan være omfattet af LAB-lovens § 6, nr. 12.
Jobcentrene kan kun give afslag på tilbud, hvis jobcentrene skønner, at et tilbud ikke kan forbedre den selvforsørgendes mulighed for at få beskæftigelse. Et eventuelt afslag er en forvaltningsretlig afgørelse. Jobcentrene bør derfor overveje behovet for tolke- og/eller oversættelsesbistand.
Jobcentrene skal endvidere være opmærksomme på, at danskuddannelse tilbydes nyankomne udlændinge, der er fyldt 18 år. EU-grænsependlere har også adgang til danskuddannelse.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration: Danskundervisning og prøver for udlændinge
Ydelsesmodtagere
Jobcentrene varetager den aktive indsats over for udenlandske modtagere af forsørgelsesydelser på lige fod med indsatsen over for ledige danskere, der modtagere en forsørgelsesydelse.
Indsatsen efter LAB-loven, Integrationsloven, Sygedagpengeloven m.fl. indeholder ofte forvaltningsretlige afgørelser. Jobcentrene bør derfor overveje behovet for tolke- og/eller oversættelsesbistand.
I forhold til udenlandske jobsøgere, der modtager forsørgelsesydelser, har jobcentret blandt andet forpligtelser til at:
- Vejlede om, at tilmelding som ledig i jobcentret er en betingelse for eventuel modtagelse af forsørgelsesydelse.
- Orientere om rådighedsforpligtelsen i relation til bekræftelse af jobsøgning på Min side på jobnet.dk og i relation til kontaktforløb og tilbud.
- Varetage den aktive indsats efter LAB-loven svarende til indsatsen for ledige danskere, der modtager en forsørgelsesydelse.
- Varetage visitation og opfølgning efter sygedagpengeloven svarende til indsatsen over for danske sygemeldte. Jobcentrene skal endvidere være opmærksomme på, at danskuddannelse tilbydes nyankomne udlændinge, der er fyldt 18 år. EU-grænsependlere har også adgang til danskuddannelse.
Fakta om dansk uddannelse på Udlændinge- og integrationsministeriets hjemmeside