Data og Evaluering
Her på siden finder du viden om data og monitorering af IPS-indsatsen på nationalt plan.
Kortlægning af udbredelse af IPS
Det er muligt for alle landets kommuner at koble data til monitoreringen ved at anvende STARs "IPS STAR". Persongruppemarkøren er tilgængelig i de kommunale fagsystemer. Alle kommuner, der arbejder med IPS, opfordres til at bruge markøren, som anvendes til IPS-forløb, hvor borgeren er tilknyttet den regionale behandlingspsykiatri (uanset om borgeren får andre tilbud samtidigt). STAR vil på baggrund af jeres brug af markøren udvikle monitoreringsrapporter, der løbende følger den nationale udbredelse af IPS.
Anvender jeres kommune i forvejen en IPS-markør, er det muligt at dobbeltregistrere.
Særligt for puljen IPS for unge
I puljen IPS for unge skal alle projektkommuner registrere deres IPS-forløb på STARs persongruppemarkører*.
Markøren anvendes således:
- ”IPS STAR” anvendes ved forløb i den regionale behandlingspsykiatri (uanset om borgeren får andre tilbud samtidigt)
- ”IPS-lignende indsats STAR” anvendes ved forløb i socialpsykiatrien eller andre støtte-/behandlingstilbud
Kandidaten beholder samme markør gennem hele forløbet, også selvom vedkommende afsluttes i psykiatrien eller undervejs i et IPS-lignende forløb bliver tilknyttet psykiatrien.
Særligt for Ungeløftet
I Ungeløftets initiativ skal kandidaten registreres på en af følgende markører:
- ”Ungeløftet – IPS” skal anvendes til de unge, der modtager en IPS-indsats
- ”Ungeløftet – Flere unge skal med” skal anvende til de unge, der modtager en Flere unge skal med-indsats.
Kandidaten skal skifte persongruppemarkør, hvis kandidaten skifter fra at være i målgruppen for IPS til Flere unge skal med eller omvendt. Hvis kandidaten skifter fra et forløb i behandlingspsykiatrien til et forløb i socialpsykiatrien skal kandidaten ikke skifte markør, idet begge samarbejder hører under IPS.
Læs mere om vejledning om brug af markører i Ungeløftet her:
Trin-for-trin-vejledning (pdf)
IPS-kvalitetsdialog
IPS-kvalitetsdialogredskabet er udviklet for at understøtte metodetrofasthed og høj kvalitet i IPS-indsatserne i Danmark, så flere IPS-kandidater kan komme i job eller uddannelse. Høj faglig kvalitet og metodetrofasthed er afgørende, fordi studier viser klar sammenhæng mellem disse faktorer og den beskæftigelsesrettede effekt.
Kvalitetsdialogen understøtter både samarbejder, der hvor der er behov for at styrke kvaliteten af indsatsen generelt, og samarbejder, der ønsker at forbedre specifikke områder af indsatsen. Kvalitetsdialogen henvender sig til kommuner, psykiatri og andre samarbejdsparter i IPS.
Kvalitetsdialogen gennemføres som udgangspunkt én gang årligt og består af tre centrale sammenhængende elementer:
1. Data
Indledningsvis indsamles data for den beskæftigelsesrettet effekt og deltagertilfredshed. På baggrund af fastsatte grænseværdier for tilfredsstillende resultater aftales næste skridt for selvevalueringen.
2. Selvevaluering
Selvevalueringen består af en basispakke og 5 valgfrie udviklingspakker. Selvevalueringen giver IPS-samarbejderne mulighed for at drøfte kvaliteten af IPS-indsatsen og samarbejdet og indledningsvist overveje mulige tiltag til forbedring.
3. Kvalitetsdialogmøde og handleplan
På kvalitetsdialogmødet drøfter samarbejdspartnere selvevalueringen og indgår fælles aftaler om konkrete forbedringer, som skrives ind i en fælles handleplan. Der indgås eventuelt aftale om fælles opfølgningsmøde.
IPS-kvalitetsdialogen er udviklet af det danske IPS-ambassadørkorps i 2024.