Spring til hovedindhold
Spring over venstremenu

Arbejde og førtidspension (ny ordning)

Det er muligt for førtidspensionister efter reglerne fra 1. januar 2003 (ny ordning) at arbejde i et vist omfang, samtidig med at de modtager førtidspension.

Førtidspensionister efter reglerne fra 1. januar 2003 (ny ordning) har mulighed for at arbejde i et vist omfang, samtidig med at de modtager førtidspension. Pensionen bliver dog sat ned, hvis førtidspensionisten har arbejdsindtægter af en vis størrelse.

Førtidspensionister, der modtager udbetalinger fra et privat pensionsselskab, skal være opmærksomme på, at der kan være regler for, hvor meget de må arbejde, før de mister udbetalinger for den private ordning. Det er derfor en god ide at tage kontakt til sit pensionsselskabet og undersøge de nærmere regler, der kan være forskellige fra selskab til selskab.

Frakendelse og hvilende førtidspension

Kommunen kan frakende en pension hvis pensionistens arbejdsevne bliver så væsentligt forbedret, at vedkommende kan forsørge sig selv vedvarende gennem et arbejde.

Pensionisten kan bede kommunen om at gøre pensionen hvilende, mens arbejdsmarkedet afprøves. Det kan fx være i et fleksjob. At pensionen bliver gjort hvilende betyder, at udbetalingen af pensionen stopper i de perioder, hvor der arbejdes. Pensionen kan blive udbetalt igen, hvis det viser sig, at pensionisten alligevel ikke kan arbejde. For at få pensionen udbetalt igen, skal pensionisten henvende sig til kommunen.

Kommunen kan af egen drift, i stedet for at frakende en pension, gøre førtidspensionen hvilende, hvis kommunen anser det for tvivlsomt om den pågældende, efter sin helbredstilstand at dømme, vil være i stand til varigt at forsørge sig selv efter arbejde.

I en tre årig periode fra 1. januar 2023 til 31. december 2025 kan førtidspension ikke frakendes med mindre pensionisten selv beder om det. Førtidspensionen kan fortsat gøres hvilende, hvis pensionisten i en længere perioden har betydelige arbejdsindtægter.

Hvordan er reglerne for private pensionsordninger?

Førtidspensionister, der modtager udbetalinger fra et privat pensionsselskab, skal være opmærksomme på, at der kan gælde regler for, hvor meget de må arbejde, før de mister udbetalingerne fra den private ordning. Det er derfor en god ide at tage kontakt til sit pensionsselskab og undersøge de nærmere regler, der kan være forskellige fra selskab til selskab.

Beregning af førtidspension

Førtidspensionen bliver beregnet i forhold til pensionistens økonomiske situation. Det har derfor betydning for førtidspensionens størrelse, hvor store indtægter pensionisten og dennes eventuelle ægtefælle/samlever har ved siden af pensionen. En ægtefælle eller samlevers indtægter fra personligt arbejde, f.eks. lønindtægter, påvirker ikke pensionen. 

Pensionistens oplysningspligt: ved indkomstændringer

Pensionisten har ikke pligt til at oplyse om indkomstændringer, dog bortset fra indkomster ved selvstændig erhvervsvirksomhed og indkomster, som ikke er skattepligtige i Danmark. Pensionisten bør dog ændre sin forskudsopgørelse ved væsentlige indkomstændringer, for derved at reducere størrelsen af efterreguleringen af pensionen efter årets udgang. 

Pensionistens oplysningspligt: ved ændringer af personlige forhold

Pensionisten har pligt til at oplyse om ændringer i personlige forhold, der vil medføre en ændring af pensionen. Det kan for eksempel dreje sig om indgåelse/ophævelse af ægteskab eller samliv, ægtefællen/samlever får personen inddraget på grund af strafafsoning, ægtefællen/samlever dør mv. 

Job med løntilskud

Job med løntilskud for førtidspensionister er en mulighed, hvis pensionisten ikke kan klare et job på almindelige vilkår. Flere oplysninger om job med løntilskud til førtidspensionister fås hos kommunen.

Job med løntilskud

Til borgere

Kommunerne og Udbetaling Danmark har ansvaret for at oplyse om reglerne for pension og arbejde. Udbetaling Danmark har også mulighed for at foretage en vejledende beregning af pensionen.

Find Udbetaling Danmarks kontaktoplysninger og selvbetjeningsløsninger på borger.dk

Sidst opdateret: 23-08-2024