Udbetalinger fra Udbetaling Danmark
Udbetaling Danmark har overtaget administrationen af en række ydelser fra kommunerne og staten. Der er typisk tale om ydelser, der tildeles ud fra objektive kriterier - det vil sige uden et skøn. På nogle områder træffer udbetaling Danmark dog også skønsmæssige afgørelser.
Udbetaling Danmark er en offentlig myndighed, der har overtaget administrationen af en række ydelser fra kommunerne og staten. Det drejer sig om:
- børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
opkrævning af børne- og ægtefællebidrag - børne- og ungeydelse
- barselsdagpenge
- boligstøtte
- folkepension – til borgere med bopæl i Danmark udlandet
- førtidspension (beregning og udbetaling) – til borgere med bopæl i Danmark
og udlandet - international social sikring
- international sygesikring
- delpension
- efterlevelseshjælp
- begravelseshjælp
- fleksydelse.
Udbetaling Danmark har herudover ansvaret for at administrere en række finansielle ordninger (Statslige Finansielle Ordninger) f.eks. tilbagebetaling af SU-lån, administration og udbetaling af tjenestemandspensioner og administration af en række statslige tilskud, lån og garantier. Desuden har Udbetaling Danmark ansvaret for Den Fælles Dataenhed, der bl.a. foretager registersammenkøringer for en række myndigheder til brug for kontrol bl.a. for kommuner og Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte.
Kommunernes myndighedsopgaver
Kompetencen til at træffe afgørelse om tilkendelse og frakendelse af førtidspension, til at tilkende helbredstillæg og andre kommunale ydelser, der forudsætter et skøn fra sagsbehandleren varetages fortsat af kommunerne. Kommunerne vejleder fortsat borgere om, hvilke ydelser man som borger kan søge om at få efter den sociale lovgivning og anden lovgivning. Det gælder både ydelser, der udbetales af kommunen og af Udbetaling Danmark. Specifikke spørgsmål om de enkelte ydelser eller spørgsmål til egen sag skal rettes til den myndighed, der er ansvarlig for udbetalingen.
Borgernes kontakt til Udbetaling Danmark
Borgerne kan søge om ydelser, der administreres af Udbetaling Danmark, via borger.dk. Ved behov for hjælp til at bruge de digitale selvbetjeningsløsninger, kan Udbetaling Danmark kontaktes telefonisk. Kommunens borgerservice vil kunne hjælpe fremmødte borgere med at sende ansøgninger til Udbetaling Danmark digitalt. Hvis kommunen vurderer, at en borger har behov for det, kan kommunen hjælpe borgeren med at komme i kontakt med Udbetaling Danmark.
Læs mere på borger.dk om, hvordan du kontakter Udbetaling Danmark:
Borger.dk om at kontakte Udbetaling Danmark (nyt vindue)
Klagevejledning
Afgørelser truffet af Udbetaling Danmark kan påklages til Ankestyrelsen. Klagen til Ankestyrelsen skal indgives til Udbetaling Danmark inden 4 uger efter, at borgeren har fået meddelelse om afgørelsen. Herefter har Udbetaling Danmark 4 uger til at se på sagen igen. Hvis Udbetaling Danmark ikke giver fuldt ud medhold bliver klagen automatisk sendt videre til Ankestyrelsen. Klagen kan sendes med digital post via borger.dk eller med almindelige post.
Klager over Udbetaling Danmarks administration og sagsbehandling kan rettes til direktøren for Udbetaling Danmark.
Udbetaling Danmark har også en Kundeambassadør, som kan kontaktes direkte pr. mail via kundeambassador@atp.dk. Kundeambassadøren er ikke en del af den daglige drift i Udbetaling Danmark og er borgerens særlige indgang til Udbetaling Danmark og til ATP, der driver Udbetaling Danmark. Kundeambassadøren kan følge op på kritik af Udbetaling Danmarks sagsbehandling, herunder kunderådgivernes adfærd eller håndteringen af din sag. Læs mere om Kundeambassadøren på borger.dk: