Betingelser for førtidspension
Der er en række grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt, for at man har ret til førtidspension.
Betingelserne supplerer andre betingelser for ret til førtidspension, som fx at borgerne skal have en væsentlig og varigt nedsat arbejdsevne. De grundlæggende betingelser har også betydning for, hvor meget pension man har optjent ret til at få udbetalt, hvis man har fået tilkendt pension. De grundlæggende betingelser er ens for både førtidspension efter lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.
Grundlæggende betingelser
Der er tre grundlæggende betingelser, der alle skal være opfyldt, for at en person kan tilkendes dansk førtidspension:
- Personen skal have dansk indfødsret (statsborgerskab)
- Personen skal have fast bopæl i Danmark
- Personen skal have haft fast bopæl i Danmark i mindst 3 år mellem det fyldte 15. år og tidspunktet for tilkendelse af førtidspensionen
Der er en række undtagelser fra disse grundlæggende betingelser.
Undtagelser fra kravet om dansk statsborgerskab
- Statsborgere fra et EU/EØS-land eller Schweiz, statsløse og flygtninge og deres familiemedlemmer, som er omfattet af EF-forordning 883/04
- Statsborgere fra et land, der har indgået en konvention med Danmark om social sikring
- Udlændinge, der har haft fast bopæl i Danmark i mindst ti år mellem det fyldte 15. år og tidspunktet for tilkendelse af førtidspensionen. Mindst fem år af bopælstiden skal ligge umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes
- Flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7 eller § 8
Undtagelser fra kravet om fast bopæl i Danmark
Ved bopæl i et EU/EØS-land eller Schweiz, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Statsborgere i et EU/EØS-land eller Schweiz, samt flygtninge og statsløse, der er omfattet af EF-forordning 883/04
- Sammenlagt mindst tre års optjening af ret til pension fra et EU/EØS-land eller Schweiz, heraf mindst et års optjening i Danmark
- Personen har været i beskæftigelse i et EU/EØS-land eller Schweiz
Der gælder særlige regler for familiemedlemmer, der ikke selvstændigt er omfattet af ovenstående.
Ved bopæl i et land, som Danmark har indgået konvention med om social sikring, skal følgende betingelser være opfyldt:
- Statsborgere i konventionslandet, statsborgere fra et EU/EØS-land eller Schweiz, flygtninge, statsløse og deres familiemedlemmer, som er omfattet af EF-forordning 883/04
- Konventionens betingelser om bopæl og optjening er opfyldt
Undtagelser fra kravet om tre års fast bopæl i riget
For statsborgere i et EU/EØS-land og Schweiz, samt flygtninge og statsløse efter EF-forordning 883/04, medregnes optjeningsperioder i andre EU/EØS-lande og Schweiz til opfyldelse af tre års kravet, blot der er mindst ét års optjening i Danmark. Det er en betingelse, at personen har været i beskæftigelse i et EU/EØS-land eller Schweiz.
For andre udlændinge kan bopælskravet være fraveget ved konvention med det land, de kommer fra.
Visse flygtninge, der har fået opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7 eller § 8, kan sidestille bopælstid i oprindelseslandet m.fl. med bopæl her i riget ved opfyldelse af 3 kravet. Det gælder flygtninge, der er tilkendt, eller for hvem der er påbegyndt en sag om førtidspension inden 1. juli 2018 og flygtninge, som er indrejst i Danmark inden den 1. september 2015 og som når folkepensionsalderen inden den 1. juli 2018.
Optjeningsprincippet
I Danmark optjenes ret til pension på baggrund af antallet af år, hvor en person har haft fast bopæl her i riget (bopælsår). Det er uden betydning, om den pågældende har haft arbejde eller betalt skat i Danmark.
Optjeningsprincippet for førtidspensionister baseres på den faktiske bopælstid i riget mellem det fyldte 15 år og tidspunktet for tilkendelse af førtidspension.
For borgere, der når folkepensionsalderen den 1. juli 2025 eller senere, er retten til fuld førtidspension betinget af fast bopæl i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år og til tidspunktet for tilkendelse af førtidspension. Hvis en borgeren ikke har haft bopæl i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til tilkendelsen af førtidspension, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden og 9/10 af optjeningsperioden (procentandel).
Personer, der når folkepensionsalderen inden den 1. juli 2025 eller som har fået påbegyndt en sag om førtidspension inden 1. juli 2018, har optjent ret til fuld førtidspension, hvis den faktiske bopælstid ved pensionstilkendelsen udgør mindst 4/5 af perioden fra det fyldte 15. år og til tidspunktet for tilkendelse af førtidspension. Hvis personen ikke har optjent ret til fuld førtidspension, bliver pensionen fastsat efter forholdet mellem den faktiske bopælstid og 4/5 af tiden fra det fyldte 15. år til tidspunktet for tilkendelse af førtidspension (brøkpension).
Personer, for hvem der er påbegyndt en sag om førtidspension den 1. juli 2018 eller senere, og som ikke når folkepensionsalderen inden den 1. juli 2025, er retten til fuld førtidspension betinget af fast bopæl i Danmark i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til tidspunktet for tilkendelse af førtidspension. Hvis en person ikke har haft bopæl i Danmark i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til tilkendelsen af førtidspension, fastsættes pensionen som andelen af den optjente pension afrundet til nærmeste procent.