Registreringsprocedure vedr. EU jobsøgende med dagpenge fra hjemlandet
EU/EØS borgere kan eksportere deres dagpengeret i 3-6 måneder til udlandet, herunder Danmark.
EU/EØS borgere kan eksportere deres dagpengeret i 3-6 måneder til udlandet, herunder Danmark. I Danmark varetager kommunerne administrationen af dagpenge fra udlandet. Kommunerne har pr. 1. januar 2022 overtaget opgaven fra Workindenmark.
EU/EØS borgere kan eksportere deres dagpengeret til udlandet i 3-6 måneder, herunder Danmark. I Danmark varetager kommunerne administrationen af dagpenge fra udlandet. I nogle tilfælde har kommunerne indgået samarbejdsaftaler med en International Citizen Service (ICS kommune), som kan registre jobsøgeren på vegne af bopælskommunen.
Jobsøgere fra EU/EØS kan eksportere retten til arbejdsløshedsydelser fra et andet EU/EØS land under jobsøgning i Danmark i 3-6 måneder. For at bevare retten til arbejdsløshedsydelser fra hjemlandet er det en betingelse, at jobsøgeren følger kontrolforanstaltningerne i det land, hvor den pågældende er jobsøgende. Reglerne finder anvendelse inden for de 27 EU-lande samt Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.
Jobsøgeren bekræfter sin ret til arbejdsløshedsydelse fra hjemlandet med en blanket PD U2, som bliver udstedt fra hjemlandet.
Kommunerne varetager opgaven med at følge op på om de danske kontrolforanstaltninger bliver overholdt, ved at den jobsøgende opretter CV på Jobnet og løbende holder sit CV aktivt.
Kommunerne varetager herudover dialogen med den udenlandske jobsøger, dialog med myndigheder i jobsøgerens hjemland samt administration af relevante EU blanketter.
Retten til eksport af arbejdsløshedsydelser fremgår af artikel 64 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og artikel 55, stk. 2-6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.
PD U1 eller SED U002, U004 eller U017
Hvis en EU/EØS borger møder op i jobcenteret med et dokument PD U1 eller et dokument SED U002, U004 eller U017 om arbejdsløshedsforsikring, skal personen straks henvises til at søge vejledning hos en dansk a-kasse. Årsagen hertil er, at hvis personen skal kunne medregne forsikringsperioder fra et andet EU/EØS-land eller Schweiz, er det afgørende at pågældende skriftlig har søgt om optagelse i en dansk a-kasse (og eventuelt påbegynder arbejde i Danmark) senest 8 uger efter ophør af forsikringsperioden i det andet EU/EØS-land eller Schweiz.
Oversigt over danske a-kasser (nyt vindue)
SED U018 og U019
Grænsearbejdere, som under deres seneste ansættelse i Danmark havde bopæl i et andet EU/EØS land eller Schweiz, og som nu er rejst hjem til sit bopælsland for at modtage arbejdsløshedsydelser, kan registrere sig som jobsøgende i Danmark ved at oprette et CV på Jobnet. Myndigheden/arbejdsformidlingen i bopælslandet kan anmode jobcenteret om information om den lediges jobsøgningsaktiviteter i Danmark. Anmodning sker på et dokument SED U018, og jobcenteret skal sende svar på et dokument SED U019.